Driftsledelse skaber resultater

Dansk Landbrugs Management har i alt cirka 4.000 hektar under plov. Sharefarming og økologi er en integreret del af driften.

Et varieret sædskifte, rettidighed, godt landmandskab og dygtige medarbejdere. Det er opskriften for succes med driften af de godt 4.000 hektar, som Dansk Landbrugs Management driver.

På Plantekongres 2017 kunne man tirsdag formiddag høre de to driftsledere Morten Lund Olesen og Christian Jørgensen fortælle om selskabet, som siden selskabet blev dannet i 2001 har drevet cirka en tredjedel af arealet økologisk, og som i 2013 åbnede for nye samarbejdspartnere og tilbød sharefarming.

RATIONEL DRIFT

Da Vallø Stift, Ledreborg Gods og Vibygård Gods tilbage i januar 2001 dannede Dansk Landbrugs Management, var det for at gøre driften mere rationel og øge indtjeningen.

»Stordrift giver en række fordele i forhold til at have tilstrækkelig maskinkapacitet og til at tiltrække dygtige medarbejdere. Derudover står vi stærkere i forbindelse med køb og salg,« sagde Morten Lund Olesen.

Han tilføjede, at selskabet drev cirka 2.200 hektar, da det blev dannet i 2001. Siden er selskabet udbygget, og i 2013 blev der åbnet for nye samarbejdspartnere, og som en del af driftsselskabet indgår Dansk Landbrugs Management nu også sharefarmingaftaler.

Sharefarming er udviklet i England, som et alternativ til forpagtning. Ejeren af jorden indgår et samarbejde med Dansk Landbrugs Management om driften af jorden eller hele ejendommen. Indtægter og udgifter indgår i en pulje, som fordeles efter aftale. Parterne har derfor fælles interesse i at optimere driften.

ØKOLOGI ER IKKE BEDRE

Dansk Landbrugs Management har siden selskabets dannelse drevet cirka en tredjedel af arealet økologisk.

»Hos os har indtjeningen på de økologisk drevne arealer - set over en årrække - ligget på højde med indtjeningen på de konventionelt drevne arealer,« sagde Christian Jørgensen.

Han tilføjede, at man derfor ikke skal omlægge til økologi for pengenes skyld.

»Man skal have lyst til det, og så skal man sikre sig, at ejendommen egner sig til økologisk drift, og at man har adgang til husdyrgødning«.

Faktaboks

Dansk Landbrugs Management

  • Dansk Landbrugs Management A/S blev stiftet 1 januar 2001, og er ejet af Ledreborg Gods, Vibygård Gods og Vallø Stift. 
  • Ved dannelsen af selskabet var der 2.200 hektar. Nu er der cirka 4.000 hektar, hvoraf cirka en tredjedel drives økologisk.
  • Tilbyder samarbejds-partnere sharefarmings-aftaler.
  • Selskabet har 13 ansatte.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.