Endelig: Regn sætter gang i såningen

Flere måneders tørke er afbrudt af flere døgn med regn, og det kommer på et meget vigtigt tidspunkt i forhold til at redde næste års høst, lyder det fra Seges.

"Hvis der var tid til det, blev det nok fejret, men nu skal der arbejdes".

Sådan lyder det fra sektordirektør i Seges, Troels Toft, der kan konstatere, at de sidste døgns regn er nok til at sætte gang i blandt andet såning af efterafgrøder - især vinterraps. 

"Det er klart, at korn, der er høstet, og majs, de er startet på, ikke får glæde af regnen. Men det her er startskuddet til at komme ud og så, og mange er allerede i gang", siger han og fortsætter:

"Det er helt vildt vigtigt, at der kommer regn nu. Uden regn til at etablere næste års afgrøder, kunne du skære toppen af næste år, så det er meget, meget positivt".

Ifølge Troels Toft er mange allerede godt i gang med at så efterafgrøder, og mange kommer også til at nå den oprindelige deadline 20. august. Især på Lolland og Sydsjælland er man langt, lyder det.

græsser kan vågne

Han nævner blandt andet roer, græs og nogle græsudlæg, kløver- og frøgræsudlæg, som de grupper, der får mest glæde af regnen. 

"En del af græsudlæggene er dødsdømte og bliver pløjet om, men regn kan betyde, at noget kan vågne alligevel", siger Troels Toft og fortsætter:

"Og det er selvfølgelig glædeligt; både for landmændene, der skal bruge græs til foder næste, og for frøfirmaerne, der ellers ville komme til at mangle frø næste år".

Men er den allerede faldne regn så nok for landbruget?

"Vi kan sagtens bruge meget mere. Der er stadig et stort underskud af vand derude", siger sektordirektøren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.