Eva Kjer afviser nye beskyldninger

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen afviser skarpt, at hun har blandet sig i uafhængig miljørapport ved at høre Seges om baseline-rapport.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen må igen i dag afvise beskyldninger om at være landbrugets forlængede arm.

Det er ikke korrekt, skriver ministeren, når netmediet Fødevarewatch i dag skriver, at miljø- og fødevareministeren har blandet sig i en uafhængig miljørapport.

»Notat kaster nyt lys«

Med sit dementi reagerer Eva Kjer Hansen på at FødevareWatch i dag omtaler et notat fra Aarhus Universitet, som »kaster nyt lys over regeringens forhold til landbruget«.

Af notatet fremgår det ifølge FødevareWatch, at Miljø- og Fødevareministeriet »blandede sig i en uafhængig miljørapport« ved at bede universitetet om at inddrage videncentret Seges i Skejby under Landbrug & Fødevarer »i sin vurdering af gødskningsloven.«

Indledt af tidligere regering

Men oplysningerne er forkerte, skriver Eva Kjer Hansen.

Hun forklarer, at samarbejdet med Seges om den såkaldte baselinerapport blev indledt allerede under den tidligere regering.

Da bad det daværende miljøministerium Aarhus Universitet om at udarbejde den såkaldte baselinerapport.

Rapporten blev udarbejdet af Aarhus Universitet i samarbejde med Seges.

Var medforfattere

»Da rapporten skulle opdateres i 2015, bad det nuværende miljø- og fødevareministerium om, at Seges fik rapporten i høring, da Seges var medforfattere på den oprindelige rapport,« skriver Eva Kjer

Derfor er det ifølge ministeren »ikke korrekt«, når Fødevarewatch oplyser, at Seges har været hørt om landbrugspakkens konsekvenser.

»Seges er alene blevet hørt om den konkrete rapport, som de var medforfatter på efter bestilling fra den tidligere regering,« skriver Eva Kjer Hansen.

Ikke ny viden

Det er da heller ikke spritny eller hemmelig viden, FødevareWatch bringer i dagens »afsløring«.

Allerede 27. januar 2016 forklarede Eva Kjer Hansen i et svar til Folketingets miljø- og fødevareudvalg, at Aarhus Universitet har ansvaret for miljørapporten »Baseline 2021«, men at Seges har været inddraget i arbejdet, fordi det var fagligt relevant.

»Seges har via sit omfattende arbejde med rådgivning og forskning på landbrugsområdet en specialiseret viden om drift af landbruget i Danmark, hvorfor det har været fagligt relevant at inddrage Seges i arbejderne med baselineeffekter på landbrugsområdet,« skrev ministeren blandt andet i svaret til udvalget fra 27. januar.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.