Første danske øko-sukkerroer bliver høstet i år

Flere landmænd satser på at dyrke økologiske sukkerroer. Allerede i år bliver de første økologiske sukkerroer høstet.

Interessen for at producere økologiske sukkerroer er støt voksende, og i nær fremtid kan forbrugere købe den første danske pose økologisk sukker.

Det fortæller P4 Sjælland.

»Så sent som i dag har vi fået yderligere en hektar tilmeldt til den økologiske dyrkning, så det går bare fremad,« siger Bo Secher, chefkonsulent i Nordic Sugar.

Tilbage i februar i år fortalte Landbrugsavisen.dk om godsejer på Krenkerup Gods, Patrick Reventlow-Grinling, der valgte at omlægge et areal på mellem 30 og 50 hektar til økologiske sukkerroer, fordi de konventionelle ikke kunne konkurrere med de andre afgrøder. Han mente, at de økologiske sukkerroer havde en mere attraktiv økonomisk fordel og kunne skabe et fornuftigt dækningsbidrag.

Nu har Landboforeningen Gefion holdt informationsmøder for sukkerroeavlerne på Lolland og Falster, og det har ifølge landboforeningen efterfølgende fået mange til at vælge at lægge om til økologi.

»Normalt anbefaler vi en omlægning i løbet af sommeren, men der er rigtigt mange der vil i gang hurtigst muligt med økologiske sukkerroer, og så skal de starte omlægning her i foråret, så de i 2019 kan levere økologiske sukkerroer,« siger Steffen Blume, der er økologikonsulent i Gefion,

Allerede i år bliver de første økologiske sukkerroer høstet, men hvornår de havner i handelen er endnu uvist.

»Måske i 2017, måske i et af de efterfølgende år,« siger Bo Secher.

Nordic Sugar vil ikke spå om, hvor meget det danske økologiske sukker kommer til at koste i forhold til det man i dag importerer fra Mellemamerika.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.