Forsker: Bier kan lide smagen af pesticid

Et emne, der blev vendt til symposiet om bestøvere, var pesticiders effekter på bier.

I flere år har bibestande i Danmark været udsat for et stigende antal døde bier. Ifølge forsker Björn Klatt, Lunds Universitet, er der tre hovedårsager til det:

Sygdomme, klimaforandringer og pesticider i landbruget. 

Et eksempel på sidstnævnte er neonicotinoider, som kan være en risiko for bier. De bliver brugt som bejdsning i raps, som især honningbier bestøver. 

"Bierne undgår ikke neonicotinoider – de kan åbenbart lide det. Det er lige som et drug – måske er de afhængige? Bierne kan virkelig lide det. Det er uhyggeligt, for så vil de udsætte sig selv for det", siger Björn Klatt. 

Han mener dog ikke, at løsningen er at forbyde brugen af neonicotinoider i landbruget. 

Hvis man valgte at lade være med at sprøjte rapsen, ville der være mindre af den – mere ville gå til, hvilket i sidste ende også går ud over bierne, siger den svenske forsker. 

"Man kan ikke bare forbyde det – man er nødt til at se det fra andre perspektiver også. Ved at forbyde pesticider, kan vi ikke producere nok mad", siger han. 

"Landbruget er afhængig af pesticider – i hvert fald lige nu", siger han. 

I stedet for at gøre alt for at forbyde brugen af pesticider, mener han, at man skal udnytte sin viden om det.

Han tror, at det handler om at finde en måde at maksimere udbyttet på ved at skrue på antallet af bier og mængden af pesticid. Det vil han undersøge i et forskningsprojekt, der begynder til næste år. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.