Fortsat mystik om blåt danmarkskort

Landbrugets fagfolk står undrende overfor danmarkskort med geografisk fordeling af fremtidens kvælstofkrav.

Det blå danmarkskort, som er vedlagt den politiske aftale om landbrugspakken fra før jul, er fortsat det store samtaleemne i landbruget. Fagfolk hører til dem, der undrer sig mest.

»Der er meget, der forbavser mig på det kort. F.eks., at man har formået at få nogle områder væk, mens andre er tryllet frem,« siger landskonsulent Flemming Gertz, Seges, fra Vandmiljø, Planter og Miljø.

Limfjorden er ude

Flemming Gertz er bl.a. forbavset over, at Limfjordsområdet ikke er i den områdekategori, som står til et højere reguleringstryk end i dag.

»Det kan undre, hvis man sammenligner med de kort, vi ellers har set i forskellige sammenhænge. Der er også en række af de østlige, jyske fjorde, der er taget ud – hvorimod Roskilde Fjord er kommet ind, og Sjælland i det hele taget er hårdere ramt end forventet.«

Ligner ikke noget kendt

»Grundlæggende forstår jeg det ikke. Det er ikke et kort, der kan sammenlignes med nogen af de kort, vi ellers har set. Vi har ingen anelse om, hvorfor, det ser ud, som det gør,« siger Flemming Gertz.

Han ser frem til, at Miljø- og Fødevareministeriet fremlægger det faglige grundlag for det blå danmarkskort.

»Åbenhed om den slags, er det eneste rigtige,« siger han.

”Politisk kort”

På Sjælland er konsulent Claus Skov Madsen fra rådgivningsfirmaet AgroPro meget kontant i sin kritik.

»Det er et politisk kort, hvor der er vendt geografisk helt op og ned på kvælstofproblematikken,« siger Claus Madsen.

Han er siden det blå kort er blevet kendt blevet bestormet af henvendelser fra sine kunder.

»For et halvt år siden fik vi at vide, at kvælstof ikke var noget problem i Roskilde Fjord. Nu ligger den og hele Susåoplandet til de skrappeste restriktioner, mens Vestsjælland og de mest husdyrtætte, jyske områder slipper for restriktioner. Det kunne se ud til, at man har tænkt: I hvilke områder bliver der mest ballade, hvis der indføres restriktioner, og hvor er der færrest landmænd,« siger Claus S. Madsen.

Udpeger også mennesker

»Det kort er så ufatteligt. Man skal jo huske, at hver gang, man udpeger områder, så er det også mennesker, man udpeger. Mennesker, som ikke ved, om de tør investere i deres landbrug fremadrettet,.«

»Jeg kan ikke tro andet, end at nogen har været inde og gøre deres indflydelse gældende,« mener Claus S. Madsen, som ikke vil konkretisere sin mistanke yderligere.

 

Afviser pure mistanke

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen afviser pure Claus Madsens konspirationsteori.

»Jeg kan blankt afvise, at det kort ser ud, som det gør, fordi nogen har råbt højere end andre eller været bedre til lobbyarbejde. Det har absolut intet at gøre med det. Det er et kort udarbejdet på baggrund af rent faglig, opdateret viden, så langt man nu er nået,« siger Erling Bonnesen.

»Og jeg må understrege, at det ikke er færdigt. Det kan ændre sig igen,« tilføjer han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.