Glemt afgrøde har kurs mod stort comeback med biogas

Ugen på Spidsen: Roer er fortrinlig til produktion af biogas. Det kommer nu både landmænd og ejerne af biogasanlæggene til gode i Nordjylland. og så gør det jo heller ikke noget, at roer er godt for miljø og klima, skriver denne uges klummeskribent på Mark Plus.

Kører man en tur i området omkring Hjørring, er man ikke i tvivl. Roerne er kommet tilbage.

Årsagen er ikke, som det var engang: At roerne var et fortrinligt foder til malkekøer. Men derimod, at der er driftige folk, der har sikret, at der er blevet god økonomi i at producere biogas af roer.

Hos landmændene sikrer en afregningspris på 195 kroner pr. ton roer plus et tillæg, hvis tørstofindholdet er over 21 pct., at det er blevet en god forretning at dyrke roer.

Hos maskinstationen sørger mobile roevaskere for, at det er blevet en god forretning.

Hos ejerne af biogasanlæggene gør det høje sukkerindhold i roerne, at produktionen af biogas i anlæggene boostes.

Der er derfor basis for, at dyrkning af roer til biogas kan blive langt mere udbredt, end det er i dag.

750 hektar i Vendsyssel

Foreløbig har landmænd i Vendsyssel givet plads til ca. 750 hektar roer i deres sædskifter.

Men der er basis for at det areal i løbet af de kommende år bliver større. Der er også basis for, at den gode ide fra Vendsyssel breder sig til resten af landet.

For landmanden skal dyrkningen af roer naturligvis give et godt afkast på bundlinjen.

Med roer i sædskiftet vil han dog også kunne høste en række andre fordele.

Roerne er nemlig en fortrinlig forfrugt for korn. Derudover er der med roer i sædskiftet mulighed for at opnå en god udnyttelse af mandskab og maskineri, da roerne først tages op i november eller december.

Endelig er der en række miljøgevinster ved at dyrke roer.

Den lange vækstsæson gør nemlig, at roerne er særdeles effektive til at optage og binde næringsstoffer. Det gavner vandmiljøet.

Produktionen af biogas erstatter naturgas. Det er positivt i forhold til udledningen af drivhusgasser.

Der er derfor mange gode grunde til at overveje, om biogas skal give comback til roerne.

Lars Kelstrup er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus. 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.