Gode udbytter i økologisk raps i år

Økologerne har gennemsnitlig høstet noget højere udbytter i økologisk raps end sidste år. Nogen har avlet rigtig godt - flere har haft positive oplevelser med udbytter på 3.500 kg pr. hektar eller måske mere. Jeg vil tro, at udbytterne svinger fra 1.000-3.500 kg. pr. hektar i år. Sidste år lå mange under 2.000 kg, - nogle endda helt nede på 500 kg pr. hektar.«

Det fortæller Peter Mejnertsen, der er økologichef hos LMO og også selv driver en økologisk bedrift.

Alt økologisk raps er nu færdighøstet, vurderer han, da det typisk modner lidt før konventionel raps. Det skyldes, at økologerne jo ikke må svampesprøjte, og derfor afmodner rapsen hurtigere. Det gælder også for korn.

Mere og mere populært

Vinterraps bliver mere og mere populær hos økologer. Det skyldes især den høje pris, der er på økologisk raps, fortæller Peter Mejnertsen.

»Prisen for økologisk raps ligger på godt syv kr. pr. kg, og det lokker mange økologer til at dyrke vinterraps. I dag kan man også få fem kr. for omlægningsraps, så det er også attraktivt,« siger han.

Rimelig styr på snegle

Økologer må ligesom konventionelle landmænd bruge sneglegiften ferromol.

»Ferromol er faktisk lavet til økologer. Men vi låner det gerne ud til konventionelle landmænd også,« siger Peter Mejnertsen med et smil.

Han anbefaler, at man som minimum giver foragren ferromol i forbindelse med såning eller fremspiring af rapsen, hvis man har snegle.

»Som økolog skal man også helst have stubharvet et par gange inden rapssåning. dels for at få brudt sneglenes fødekæde. dels for at få spildkornet til at spire, ellers kan vi ikke styre det senere. Men det plejer der også at være tid til, da vinterraps ofte såes efter vinterbyg, ærter, kløvergræs e.l.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.