Grønsagsavler planter Danmarks første firmaskov

Hos økologisk grønsagsavler Axel Månsson er Danmarks første firmaskov etableret på fem hektar tidligere landbrugsjord. Formålet er at binde CO2 til fordel for klimaet.

I forsommeren har Danmarks første firmaskov set dagens lys. Skoven er etableret i Brande i et samarbejde mellem grønsagsavler Axel Månsson, Hedeselskabet, og foreningen Grow-for-it.

Her er fem hektar tidligere landbrugsjord omdannet til ny skov med det formål at binde CO2. Firmaskoven binder nemlig CO2 fra atmosfæren svarende til 10 ton CO2 pr. hektar årligt, hvilket svarer til 15.000 liter traktordiesel - hvert eneste år fremover.

Firmaskoven er plantet på jord ejet af en af Danmarks største økologiske grønsagsproducenter, Axel Månsson A/S. Hedeselskabet har doneret tilplantningen, mens HedeDanmark (Hedeselskabets datterselskab) og foreningen Grow-for-it har udvalgt træerne til plantningen.

Projekt skal vise vejen

Firmaskoven i Brande er den konkrete udmøntning af et forslag fra Grow-for-it om at etablere et demonstrationsprojekt med det formål at vise industrivirksomheder, hvordan deres CO2-udledning kan balanceres gennem skovrejsning. 

Foreningen kontaktede landmand Axel Månsson, der straks var positiv over for idéen, og da Hedeselskabet bevilligede det nødvendige tilskud i form af arbejde og træer, blev projektet igangsat i foråret 2016.

”Vi ser dette projekt som en del af den store helhed. I vores virksomheds udvikling med øget økologisk produktion, tager vi ansvar for natur og miljø, og ved etablering af firmaskov kan vi bidrage yderligere.

Samtidig er vi i stigende grad bevidste om vores generelle samfundsansvar, og vores nye firmaskov er en fin måde at styrke denne strategi på”, siger Axel Månsson, landmand og adm. direktør, Axel Månsson A/S.

Hos Hedeselskabet passer projektet falder fint ind formålsparagraffen, som blandt andet er at ’udnytte naturressourcer til gavn for samfundet gennem forskning, udvikling og formidling inden for natur, miljø og energi’.

Også Grow-for-it glæder sig over firmaskoven.

"Vores forening arbejder på at lade folk, penge og jord mødes med det formål at plante træer, der kan opsuge CO2. Det er lykkedes på en meget fornem måde gennem denne skov," siger Jens Schiersing Thomsen, næstformand i Grow-for-it.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.