Højt proteinindhold: Byghøst risikerer at blive afvist af malterier

Landmænd risikerer at miste malttillæg, hvis årets byghøst har for højt proteinindhold.

De første landmænd er begyndt at melde ind om årets byghøst. Udbyttet er lavt i år, det betyder højt proteinindhold, og det kan have konsekvenser.

Hvor malterierne tidligere har ærgret sig over lavt proteinindhold, så kan det risikere at blive for højt i år.

"I værste fald opfylder det ikke kravet til maltproduktioen, og så mister dyrkerne malttilægget," siger planteavlschef fra Dansk Landbrug Sydhavsøerne Bo JM Secher.

Planteavlere kan få omkring 20 kr. pr. tønde i tillæg, når byggen bliver brugt til maltproduktion. Optimalt skal proteinindholdet være mellem 9,5 og 10,5 procent.

I år ligger proteinindholdet tæt på grænsen for malt, 11,5 procent. 

"Vi kender ikke de eksakte tal endnu, men de kan komme til at ligge i toppen af grænsen," vurderer Bo JM Secher. 

Mere gødskning

Det er en fin balance at ramme et proteinindhold, der egner sig til bygmalt. Tidligere har proteinindholdet ligget lavt, men i år har landmændene haft mulighed for at øge gødskningen, hvilket giver bedre forhold for øget proteinindhold. 

Det kan være svært at styre, og årets tørke har gjort forholdene svære, forklarer planteavlschefen.

"Det betyder udbyttet måske ligger på 90 procent af, hvad det plejer. Proteinindholdet følger kvælstofniveauet, derfor har vi i år haft mulighed for at ramme optimale proteinindhold, men tørken har gjort, at udbytterne alligevel er lave, og så stiger proteinindholdet desværre," siger han. 

Ind til nu er der i nogle områder høstet omkring 20 procent af byggen. Byghøsten går for alvor i gang inden for de næste par uger. 

"Det bliver spændende at se, hvor niveauet ligger, når der bliver høstet noget mere. Jeg har heldigvis endnu ikke hørt om nogle landmænd med proteinindhold over grænsen," siger Bo JM Secher. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.