Hollandsk præcisions-landmand er helt i front

Jacob van den Borne har på 10 år mindsket overlap i markerne med 12 pct., reduceret gødningsmængden med 25 pct og øget udbytterne med 10 pct.

Det første, du skal gøre for at komme i gang med præcisionsjordbrug, er at måle udbytter flere steder i markerne for at kende udbyttepotentialet. Ellers kan du ikke behandle hvert enkelt område af marken optimalt.« Det fortalte hollandske Jacob van den Borne på Plantekongressen tirsdag. Han driver en højteknologisk bedrift sammen med sin bror ved Reusel i Holland. For 10 år siden valgte de at gå efter præcisionsjordbruget. Siden har de mindsket overlap i markerne med 12 pct., reduceret gødningsmængden med 25 pct. og øget udbytterne med 10 pct.

JORDSCANNINGER

Den hollandske landmand er meget optaget af jordscanninger. Her måles jordens ledningsevne, som giver oplysninger om tekstur og vandholdende evne.

»Mit mål er, at hvert område i marken skal behandles specielt. Det giver god mening at behandle efter jordkortene ud fra scanninger. Dem bruger jeg til mange ting,« fortalte han.

I områder med høj ledningsevne og dermed højt udbyttepotentiale gødes jorden kraftigst, og i områder med lav ledningsevne (sand) udspredes kompost, fordi et højere organisk indhold kan øge jordens vandholdende evne. Planen er også at vande ud fra et vand-stress-kort, der dannes ud fra jordkort og fugtighedsmålinger. Områder med lav ledningsevne vandes tit, men lidt - områder med større ledningsevne ikke så tit, men med større mængder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.