Hvidtfeldt: Uhørt, at miljøprofessor politiserer gødningsulykke

Det er uhørt, at professor i havmiljø Stiig Markager blander de danske landmænd ind i gødningsulykken på Fredericia Havn ved at foreslå kvælstofreduktioner i landbruget. Det mener viceformand i L&F Lars Hvidtfeldt.

Det er »frækt« og »uhørt«, når Stiig Markager, professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, til MetroXpress anbefaler, at de danske landmænd skal samle miljøregningen op efter det store gødningsudslip i Fredericia Havn.

Det mener Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Han er stærkt provokeret af, at Stiig Markager har foreslået, at man neutraliserer effekten af miljøkatastrofen ved at begrænse landmændenes udledning af kvælstof via braklægning og randzoner mod kompensation.

»Vil skade landbruget«

»Det er som om, Stiig Markager er sat i verden for at skade landbruget. Hvorfor skal vi fratages produktion og dyrkningsmuligheder og blandes ind i en miljøsag, som vi ikke har noget som helst at gøre med? Det har jeg meget svært ved at forstå,« siger Lars Hvidtfeldt.

»Jeg synes, det er en frækhed, at han tillader sig at inddrage landbruget i det her.«

Han kritiserer også Danmarks Naturfredningsforening, som har sagt, at gødningsudslippet i Fredericia Havn skal tælle med i landbrugspakkens kvælstofregnskab.

»Politiserer« uheld

»Gødningsulykken i Fredericia er forfærdelig. Men jeg finder det urimeligt, at både Stiig Markager og Danmarks Naturfredningsforening udnytter den til at politisere,« siger Lars Hvidtfeldt.

Har udarbejdet notat

Stiig Markager har udarbejdet et notat for Fredericia Kommune, hvori han skønner, at det vil koste skatteyderne mellem 200 millioner og 1,5 mia. kr. at »opsamle« de 4.000 ton kvælstof, der anslås at være udledt til Lillebælt fra Fredericia Havn den 3. februar i år.

»Det, man kan gøre« er ifølge Stiig Markager at betale landmænd for at udlede mindre kvælstof ved braklægning og randzoner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.