Kartofler rådner i våde områder
Årets kartoffelhøst er på grund af det våde vejr udsat 10-14 dage, vurderer Mads Bendix, Sagro.

I et normalt år ville omtrent 90 procent af læggekartoffelhøsten været bjærget nu.

I år er tallet omkring 60 til 75 procent, vurderer planteavlsrådgiver Mads Bendix,  Sagro, med speciale i kartofler. Det svarer til en forsinkelse på 10-14 dage, vurderer han.

"Specielt i de lavere områder og i områder med bedre jord, så er det klart, at det er en udfordring dels at kunne færdes og derudover er der en udfordring med at få rystet jorden fra kartoflerne", siger Mads Bendix.

Godt at have bælter

En af dem, der mærker presset, er Erhardt Egsgaard, der har 400 hektar med kartofler ud af sit areal på 1000 hektar.

Den 70-årige landmand har netop solgt sin ejendom - da en lokal landmand var interesseret i jorden - og trods salget, er han rigtig glad for, at han i foråret købte en Dewulf-kartoffeloptager med bælter.

Det er et af de værste år, han husker, med hensyn til at få bjærget kartoflerne.

"Det er vanskeligt – det er vådt", konstaterer han.

"Det er nok noget af det værste vi har prøvet endnu", siger han, dog med den tanke at 2012 også var slem.

Mange har brug for bælter, oplever han.

"Det er intet problem med bånd. Den tager en hektar i timen. Det går rigtig fint. Men de ringer fra øst og vest fra, for at vi skal komme ud og hjælpe", siger han.

"Der er arealer, hvor man i år aldrig kommer til at køre med normal optager – og de er også begyndt at rådne flere steder", siger han.

Det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt at få en bælteoptager ud – det skal også være muligt at få jorden rystet af, pointerer Mads Bendix.

"Det bedste, der kunne ske lige nu, er, at vi får tre ugers tørvejr med 15-20 grader, men det er desværre ikke sådan, det ser ud til at blive", konstaterer planterådgiveren.

Kedelig konsekvens for næste år?

På nogle arealer – især tæt ved åer og i lavninger – har jorden i år været så våd, at der intet er at bjærge. Enten er kartofler gået helt til, eller kvaliteten er så dårlig, at det ikke kan betale sig at hive dem op.

Især kartofler, som skal lagres gennem en længere periode, er udsatte, hvis de står for længe i for fugtig jord. For læggekartoflerne gælder det desuden, at de skal bruges til næste års vækstsæson – og derfor kan det få kedelige implikationer på næste års kartoffelhøst, hvis kvaliteten er dårlig, pointerer rådgiveren.

Skimmel et problem

En særlig udfordring i år er desuden, at der kan være en hel del kartoffelskimmel på grund af det våde og skimmelfavorable vejr, både gennem sommeren og efteråret.

"Hvis der er knolde med skimmel i, er det særligt vigtigt at få dem tørret godt ned. Det er en udfordring, hvis man ikke har tilstrækkelig tørrekapacitet eller lægger dem i kuler på marken, hvor vinden skal tørre dem. Det kan være svært, fordi vi er forsinkede i forhold til et normalt år", siger han.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.