Kommune bliver sponsor for DM i pløjning

Billund Kommune bliver hovedsponsor for DM i pløjning.

Billund Kommune har valgt at blive hovedsponsor for DM i år. Det oplyser arrangørerne, LandboUngdom, i en pressemeddelelse.

DM i pløjning arrangeres i år af Region Ribe LandboUngdom, og selve DM-arrangementet skal afholdes i Grindsted 28.-29. oktober på markerne omkring Hedegård.

LandboUngdom har endda inviteret Borgmester Ib Kristensen og hans byrådskolleger til selv at forsøge sig som konkurrencepløjere, når der afholdes DM i pløjning i Grindsted.

”Det var et enigt økonomiudvalg, som bevilgede sponsoratet til DM i pløjning fra vores Eventpulje. Vi er glade for at kunne støtte op om store arrangementer her i kommunen, og særligt arrangementer som er båret frem af unge frivillige, som det er tilfældet her med de unge fra LandboUngdom.

Vores mål med Eventpuljen er, at skaffe arrangementer til Billund Kommune som sætter spot på kommunen, og samtidig vil vi løfte de lokale foreninger. Vi er i disse år vært for en række spændende DM arrangementer, og DM i pløjning ligger meget naturligt her i Billund Kommune, da vi jo er et stort landbrugsområde,” forklarer Ib Kristensen, om baggrunden for sponsoratet.

En stor håndsrækning

Formand for styregruppen bag DM i pløjning 2016, Simon Jensen fra LandboUngdom, betegner opbakningen fra Billund Kommune som en stor håndsrækning.

”Det er det største arrangement nogensinde for vores forening, og vi startede allerede for tre år siden med de første forberedelser. Det er et stort skulderklap til os, at Billund Kommune har valgt at blive hovedsponsor for DM, og vi lover, at gøre alt for at skabe et flot DM i pløjning,” fortæller Simon Jensen.

Der er aktiveret 125 frivillige LandboUngdoms medlemmer, som skal hjælpe til i løbet af weekenden med at få alt til at klappe. Der forventes op mod 3.000 tilskuere i løbet af weekenden, oplyser arrangørerne.

Politikere skal pløje

Simon Jensen havde et ekstra tilbud med til Ib Kristensen og resten af Byrådet i Billund Kommune, da han ved indgåelsen af sponsoraftalen kunne tilbyde Ib Kristensen og hans kolleger en prøvetur med traktor og plov til arrangementet.

”Jeg har overhovedet ingen erfaring i at pløje, men jeg tager gerne imod udfordringen og stiller selvfølgelig op til en intern pløjekonkurrence mod mine byrådskolleger, hvis der er nogle, der tør,” siger Ib Kristensen.

Han skal holde åbningstalen til DM i pløjning, og det bliver umiddelbart herefter, at Ib Kristensen og de andre politikere vil prøve kræfter med pløjesporten.

 

Faktaboks

DM i pløjning 2016 afholdes af Region Ribe LandboUngdom.

Indkvartering og fest foregår på Grindsted Landbrugsskole.

Pløjearealet er stillet til rådighed af landmand Bernhard Mortensen, og det ligger ved Hedegård, Lundhedevej 28, 7200 Grindsted.

Der skal konkurreres om det danske mesterskab i følgende discipliner: DM i skolepløjning, DM i Veteranpløjning, DM i Standardplov (Vinderen kvalificerer sig til VM), DM i Vendeplov (Vinderen kvalificerer sig til VM), DM for juniorer (Vinderen kvalificerer sig til NM)

Udstilling med 20 udstillere

Mere information: www.dmplov.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.