Kommune giver landmand tre hektar tilbage

Det kan betale sig at stille spørgsmålstegn ved kommunens beslutning.

Med hjælp fra sin landbrugsforening har gårdejer Johannes Bengaard i Binderup ved Kolding fået tre hektar mark tilbage.

Sagen startede tilbage i juni, hvor Kolding Kommune gav gårdejer Johannes Bengaard besked om, at ”der, ifølge statens serviceeftersyn, er nyregistreret natur på din ejendom”. Tre hektar var pludselig blevet til eng, og dermed såkaldt §3-område, som ikke må dyrkes.

Sammen med Kolding Herrreds Landbrugsforening anmodede Johannes Bengaard derefter om at få udpegningen fjernet. Kommunen endte med at give Johannes Bengaard medhold, og han har nu fået sin mark tilbage.

”Sammen med KHL fandt jeg ved hjælp af blandt andet driftshistorie og markkort dokumentation for, at arealet ikke kunne udpeges til §3 område. Vi anmodede kommunen om at få udpegningen fjernet. Kommunen gav os medhold, og dermed fik jeg min mark tilbage,” fortæller siger Johannes Bengaard.

Sagen viser, at det godt kan betale sig at få en naturudpegninger ændret.

”Hvis ikke KHL og jeg havde reageret, var marken i realiteten blevet værdiløs som dyrkningsjord for mig, og det havde nærmest været at sidestille med offentligt tyveri. Heldigvis sov hverken jeg eller KHL i timen,” siger Johannes Bengaard.

Reagér, hvis du er uenig

Fra KHL lyder opfordringen, at landmanden bør reagere, hvis han er uenig i naturudpegninger på hans arealer.

”Det var vores klare overbevisning, at Johannes Bengaards mark på ingen måde kunne karakteriseres som eng. Naturbeskyttelsesloven giver løbende anledning til afgørelser og udpegninger, som kommer bag på vores medlemmer. For landmanden gælder det derfor om at være på forkant. Det betyder for eksempel, at marker i omdrift jævnligt lægges om, og at man husker at gemme dokumentation for dyrkningshistorikken. Passivitet kan i nogle tilfælde betyde, at dyrkede arealer bliver til beskyttet natur,” siger afdelingsleder for Miljø i Kolding Herreds Landbrugsforening, Lars Schmidt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.