Kun sporadiske angreb af lys bladplet i Østjylland

LMO har systematisk undersøgt ca. 30 mar- ker for lys bladplet.

»Vi har kun set sporadiske angreb af lys bladplet i mange af de rapsmarker, vi undersøgte. Der var spor af lys bladplet i ca. 75 pct. af markerne - men angrebsgraden var kun på 1 til 2 pct.

Kun i enkelte marker var der mere udbredte angreb. Et sted op til 20 pct. angrebne planter. Men overordnet set er der lige nu ikke noget, der tyder på, at man skal behandle rapsen mod lys bladplet fra en kant af.«

Sådan siger planteavlskonsulent Brian Kure Hansen fra LMO om deres status på forekomsten af lys bladplet i LMO-området. Den sidste uge har konsulenterne undersøgt ca. 30 rapsmarker i omegnen af Viborg, Randers, Aarhus, Horsens og Hedensted. De har ikke fundet nogen sortsforskelle i forhold til lys bladplet.

Det er første gang, LMO laver en monitering for lys bladplet, hvor de systematisk går ud og tjekker rapsmarker i hele deres område.

Skadetærskel på 5 pct.

»Man kan godt finde begyndende angreb af lys bladplet i mange rapsmarker, hvis man leder efter det. Men vi har ikke mange marker, der kommer over den skadetærskel på fem pct., som landskonsulenten for nyligt satte skadetærsklen ned til.

Men man skal selvfølgelig holde øje. For smitstoffet er derude, og det kan hurtigt sprede sig, nu hvor varmen kommer. Tørt vejr vil dog bremse angreb,« siger Brian Kure Hansen.

Han anbefaler, at man sætter en hvid stok, hvis man finder begyndende angreb og holder øje hver tredje dag med, om det udvikler sig.

Pas på triazolregler

Hvis skadetærsken overskrides, bør der bekæmpes med 0,4-0,5 liter Prosaro eller Folicur Xpert/EW. Effekten er bedst ved svage angreb. Har man brug for vækstregulering, anbefaler Brian Kure Hansen en blanding af 0,5 Folicur Xpert/EW og 0,3 Caryx.

»På grund af triazolreglerne skal man dog overveje, hvor man vil bruge sit krudt. Har man brugt Orius/Folicur i efteråret, er der ikke mange skud i bøssen tilbage, og man skal huske, at der er bedre økonomi i at bekæmpe knoldbægersvamp og svampe under fuld blomstring end lys bladplet. Så det vil være ærgerligt at bruge hele sin triazol kvote nu.«

På www.lmo.dk kan du via et regneark beregne, hvor meget triazol du har tilbage.

Faktaboks

Lys bladplet

  • Fremmes af fugtigt vejr og højere temperaturer. Plus angreb det foregående år.
  • Symptomer: Hvide sporer omkring små mørke pletter. 
  • Er du i tvivl: Læg blade ind i varmen i plastpose i to til tre dage for at få hvide sporer frem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.