Landboformand: Fremgang i gåsebestand koster dyrt
Formand for Vestjysk Landboforening vil have stoppet stigende problemer med gæs.

"Både vores natur og landbruget betaler en høj pris for, at der bliver stadigt flere gæs langs vestkysten."

Det siger formand for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen, efter en lun sensommer, der har fyldt de vestjyske marker og naturarealer med gæs. De kommer især til Danmark fra en voksende bestand i yngleområderne i Norge og Sverige.

Tidligere nøjedes de med at holde høstfest i spildkornet på markerne, før de fløj videre mod syd. Men i de seneste år har en meget stor del af den europæiske gåsebestand valgt at blive hele vinteren i Danmark.

"Milde vintre, grønne marker, nye naturområder og intensiv jagt i Sydeuropa gør det attraktivt for gæssene at blive her. Det er flot at se gåsetræk på himmelen, men nede på jorden spiser den voksende gåsebestand altså gratis i landbrugets forretning og afleverer en miljøregning, som vi allesammen er med til at betale," siger Søren Christensen.

Overgødskning af naturen

Han henviser til Nationalpark Thy, hvor gæssenes afføring har omdannet klarvandede lobeliesøer til urene skide-søer, hvor fosfor- og kvælstofmængden er så massiv, at det har været nødvendigt rense de sjældne, EU-beskyttede søer med en slamsuger.

"Det er klart, at vi som landmænd kan mister store indtægter, når gæssene for eksempel bruger rapsmarker som vinterforråd eller gnaver en græsmark ned i golfbane-niveau om foråret. Men det gør samfundet også, når gæssene efterfølgende overgødsker vores vandmiljø og den sårbare natur langs vestkysten. Vel at mærke i mængder, som ville bremse enhver udvidelse af et landbrug, hvis det var fra husdyr. Tre gæs leverer lige så meget gødning som ét menneske, og det gør rigtigt meget skade, når der kommer flokke med tusindvis af gæs på små arealer," siger Søren Christensen. 

Han efterlyser derfor en politisk holdningsændring til gæs i form af udvidede jagtmuligheder og en markant lavere målsætning for, hvor mange gæs vi ønsker i Danmark.

"Vi kan jo se, at de bliver her i meget længere tid, og at der bliver flere og flere gæs. Det gør problemerne så bare også," siger formanden for Vestjysk Landboforening, der også ønsker, at danske politikere tager gåse-problemet op på EU-plan.

Flere grågæs yngler i Danmark

Tallene fra årets optælling af europæiske grågæs er i disse dage ved at blive lagt sammen af biologer og ornitologer over hele Europa. På forhånd er det ventet, at den meget succesrige gåseart fortsætter sin stærke fremgang.

Antallet af de store fugle vurderes de seneste 25 år at være tredoblet til langt over 600.000 gæs. Nye opgørelser viser også, at antallet af steder i Danmark, hvor grågåsen yngler, er fordoblet på få år.

Dertil kommer hastigt voksende bestande af kortnæbbede gæs og bramgæs.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.