Landbruget: Naturstyrelsen bør overveje at slå bævere ihjel

Henrik Bertelsen, næstformand i Vildtforvaltningsrådet og repræsentant for landbruget, foreslår at regulere bestanden i Danmark.

Bævere skaber problemer, hvis de forkerte steder oversvømmes. Derfor bør Naturstyrelsen overveje at slå bævere ihjel for at regulere, lyder det fra landbrugets repræsentant i Vildtforvaltningsrådet.

18 bævere i Klosterheden ved Lemvig er på 16 år blevet til tæt på 200 bævere i Danmark.

Ifølge udsætningsaftalen skal bæverne blive inden for et afgrænset område, men de flytter sig, så Naturstyrelsen bruger nu et årsværk på at rydde op.

Myndighederne bør tage bæverens skader mere alvorligt, mener Henrik Bertelsen, der er næstformand i Vildtforvaltningsrådet og repræsenterer landbruget.

"Bæveren er god for naturen og biodiversiteten, så længe den holder sig der, hvor man som udgangspunkt har aftalt, at den skal være," siger Henrik Bertelsen til DR P4 Midt & Vest.

Bæveren kan skabe store problemer ved at lave dæmninger, som kan oversvømme ret store arealer. Det kan være områder, hvor en landmand dyrker afgrøder. I sådanne tilfælde afhjælper Naturstyrelsen problemerne ved at fjerne dæmningen eller f.eks. sætte et rør i og på den måde regulere vandstanden.

Naturstyrelsen har lov til at regulere bæverne ved at slå dem ihjel, men gør det ikke, fordi bæveren stadig er ved at etablere sig, forklarer skovrider Thomas Borup Svendsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.