Landbrugsstøtte efter Brexit til debat: Adelige, milliardærer og saudisk prins får mest

Røre om britisk landbrugsstøtte efter offentliggørelse af liste over de 100 største modtagere.

En liste over de største modtagere af EUs landbrugsstøtte har vakt røre i England. Det fremgår af en lang række britiske medier.

På »top-100« listen optræder bl.a. en saudisk prins med opdræt af raceheste som hobby, den britiske dronning Elisabeth, ligesom mange adelige og milliardærer med store virksomheder i ryggen ejer eller kontrollerer de landbrug, der modtager de største støttebeløb.

Røret skyldes ikke mindst, at det efter Brexit bliver de britiske skatteydere, der direkte kommer til at finansiere støtten til landbruget.

Samtidig har landbruget fået politisk tilsagn om, at landbrugsstøtten opretholdes som nu frem til 2020 - indtil der er taget stilling til et nationalt alternativ.

Uholdbart system

Det er Greenpeace, der har udarbejdet listen over de 100 største støttemodtagere, ifølge britiske medier for første gang.

Her mener en talsmand, at listen viser, at det er uholdbart at lade det nuværende støttesystem fortsætte.

»Regeringen kan ikke retfærdiggøre et system, hvor skatteyderne skal finansiere en millardærs avl af væddeløbsheste,« siger talsmanden.

»Prins er landmand«

En repræsentant fra »Land Association« forsvarer på BBC Radio 4 den saudiske prins:

»Han får ikke landbrugsstøtte, fordi han har væddeløbsheste, Han får den, fordi han er landmand og alle udviklede lande støtter landbruget på én eller anden måde.«

I det britiske miljø- og fødevareministerium (DEFRA) siger en talskvinde, at miljø- og fødevareministeren lægger vægt på kontinuitet for landbruget og ser frem til et bredt samarbejde om landbrugspolitikken post-Brexit.

Kilde: Diverse britiske medier

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.