Landmænd taber gigantisk erstatningssag: ”Jerngreb om privat ejendomsret”

Fredningssagen ved Ledreborg Allé ved Lejre og Roskilde ender - i store træk - med et nederlag til de 12 lodsejere, der havde klaget til Natur- og Miljøklagenævnet. I fredningssagen indgår 482 hektar.

Lodsejerne havde tilsammen rejst erstatningskrav på omtrent 170 mio. kr., men den samlede erstatning fastholdes på det niveau, som Fredningsnævnet fastlagde: Godt 3,8 mio. kr., viser afgørelsen onsdag.

For gårdejer Hans Christian Jensen og hans søn Allan Jensen, Askelygaard, begyndte sagen for lidt over tre år siden.

”Den 5. december 2012 blev der lagt et jerngreb om os, da vi fik et brev fra Danmarks Naturfredningsforening, hvor de sendte fredningsforslaget,” beretter Allan Jensen, der er 29 år, agrarøkonom, og står til at overtage svineproduktionen.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) rejste sagen, fordi området har landets længste allé på 6,9 km.

”Vi vidste ikke, hvad ordet fredning indebar. Tre et halvt år efter kan vi se, at det var et jerngreb,” konstaterer Allan Jensen.

Erstatningskrav på 77 mio. kr.

Askelygaard havde rejst et krav om en erstatning på 77 mio. kr. på grund af tabt fortjeneste ved eventuelt salg af jord til grusgrav. Af gårdens cirka 200 hektar er de 69 hektar omfattet af fredningen.

Region Sjælland har udstukket arealerne som råstofområde og graveområde, fordi det var et hensigtsmæssig placering, hvor naturen blev mindst ødelagt i forhold til udbyttet. Råstofplanen er dog ikke nok til, at lodsejerne er berettiget til erstatning for tabt fortjeneste, afgør Natur- og Miljøklagenævnet.

Landbrugene bliver dog tilkendt erstatning for fredningen, fordi der sker et indgreb i deres bedrift. Miljø- og Naturklagenævnet fastslår, at landbrugene ”som udgangspunkt” har ret til at bygge til, når det drejer sig om landbrugsdrift, også husdyrbrug, men det skal ske syd for bedriften. Dog kan landbrugene ikke dyrke energipil og andre høje, flerårige afgrøder. Samtidig bliver minkavl, gartnerier, plasttunneler og lignende forbudt at anlægge.

Ejendom låses

Tidligere har en valuar vurderet, at Askelygaard ville blive ni mio. kr. mindre værd på grund af fredningen, beretter Allan Jensen. Det er uden at medregne potentiel tabt fortjeneste ved salg af jord til grusgrav. Gården får dog kun tilkendt 606.000 kr. af Miljø- og Naturklagenævnet.

”Vores ejendom bliver låst i og med, at en mulig køber vil se på andre øjne med den, nu hvor den er fredet,” siger Allan Jensen.

Dialog fremfor jerngreb

Han har dog også en politisk kommentar til sagen.

”Min største anke er, at vi lodsejere bliver pålagt sådan en fredning, uden at der foregår en dialog forud for,” siger Allan Jensen.

Som han ser det, kunne man have opnået en mere fornuftig løsning for både lodsejere og den historiske allé, hvis Danmarks Naturfredningsforening havde indgået i en dialog.

Han kan godt se det hensigtsmæssige i, at den bakkede del af Ledreborg Allé, tæt mod Lejre, fredes i et mindre omfang, hvorimod han ikke kan forstå, hvorfor man ikke kan have grusgrav – som på sigt kan give naturværdi, mener han - ved den flade del tæt ved Roskilde.

”Den kedelige, flade del kunne på sigt omdannes til natur med en god reetableringsplan. Jeg ved godt, der ville være en periode, på måske 15 år, hvor der ville ligge en grusgrav, men det kunne bagefter give en skønnere naturværdi end tidligere. Jeg ville håbe, at DN kunne prøve at se på, at det ville være gevinst for Ledreborg Allé, at det kunne blive beriget, men sådan tænker de desværre ikke. Den dialog er ikke mulig, fordi der blev taget det jerngreb om os i 2012,” siger Allan Jensen.

Han understreger, at både han og hans far godt kan lide den smukke Ledreborg Allé.

”Jeg kan godt forstå, at vi har fredninger i Danmark, men jeg så helst, at det blev mere dialogbaseret og i respekt for den private ejendomsret. Der mener jeg, at miljø- og fødevareministeren burde have en vinkel på det: At man tænkte fredning ind som et dialogværktøj, hvor man opnår enighed med lodsejerne i stedet for at lægge et jerngre, som lodsejerne skal forsøge kæmpe sig ud af, som udgangspunkt. Det er menigmands uretfærdige kamp mod systemet. Vi har i dagligdagen travlt med produktionen, hvor Danmarks Naturfredning arbejder med det til daglig. Det har ikke engang hjulpet at ofre penge på dygtige advokater.”

Overvejer retssag

Allan Jensen og hans familie vil nu nærlæse afgørelsen og overveje, hvorvidt man sammen med andre lodsejere vil anke sagen for retssystemet.

”Der skal også være en reel chance for at vinde, før vi vil gøre det.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.