Landmænd vilde med naturpleje - 12.000 nye hektar i år

Der har været stor interesse for at søge tilskud til naturpleje i 2016, og staten er klar til at imødekomme alle ansøgere.

Staten giver i 2016 støtte til alle landmænd, der har ansøgt om tilskud til pleje af natur og græs ved hjælp af græssende dyr eller høslæt. Det drejer sig om ansøgninger for i alt 15.000 hektar, hvor af de 12.000 hektar er nye områder. Der er afsat 136 mio. kr. til formålet, noget mere end oprindeligt budgetteret.

Hermed ventes det samlede antal hektar med naturpleje at komme op på over 90.000 hektar mod 83.000 hektar pr. 1. januar 2016.

Det oplyser Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Formålet med naturplejen er at sikre biodiversiteten ved at holde områderne lysåbne til gavn for mange planter og insekter.

"Den danske natur er noget ganske særligt. Den skal vi gøre vores bedste for at beskytte og bevare. Derfor er det utrolig glædeligt, at så mange landmænd frivilligt arbejder for at tage vare på naturen," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Næsten halvdelen af de nye områder, der tildeles støtte ligger indenfor de særligt udpegede Natura 2000 områder, som rummer den mest værdifulde natur i Danmark. Her er Danmark internationalt forpligtet til at passe på en række truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper. Men også uden for Natura 2000 findes arealer med høj naturværdi, som nu er sikret pleje i en 5-årig periode.

Selv om der er blevet ansøgt om flere midler end det oprindeligt budgetterede, har regeringen sikret, at alle ansøgninger, der lever op til betingelserne, får tilskud.

- Det er vigtigt for regeringen, at alle landmænd, der vil være med til at pleje vores fælles, åbne natur, også har mulighed for det. Derfor har vi sørget for, at alle ansøgere, der lever op til betingelserne, får tilskud, og vi kan nu give støtte til beskyttelsen af nye naturområder, der samlet set er på størrelse med Samsø," siger Esben Lunde Larsen.



 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.