Landmand forberedt på høstbrande: Det handler om at lukke af og begrænse

Afgrøderne er lige nu så tørre, at alt kan brænde. Derfor skal der tages forholdsregler, som vi normalt ikke bruger, mener Carsten Kløcher, chef for Planteavl i Djursland Landboforening, som dagligt hører om høstbrande rundt om på Djursland.

Sjældent har afgrøderne været så tørre, som de er lige nu. De sidste 14 dage har der været flere alvorlige tilfælde af høstbrande på Djursland.

Carsten Kløcher, chef for Planteavl i Djursland Landboforening, opfordrer alle landmænd til at holde ekstra godt øje med, hvad der sker bag mejetærskeren i den kommende tid, fortæller Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

”Lige nu er det så tørt, at alt kan brænde. Vi skal tage forholdsregler, som vi ikke normalt ikke bruger. Det er krudt, vi høster lige nu”, understreger Carsten Kløcher.

Det betyder, at alle redskaber, vand og brandslukkere skal tages med i marken i kampen mod de hurtige brande - især nu, hvor vårbyggen skal høstes.

”Vi skal i den grad også have fokus på vinden, når vi høster i den kommende tid – det er vigtigt, at vi forsøger at høste mod vinden”, mener han.

Tørken har gjort, at alle arealer er i fare for høstbrande, men især arealer med mange flintesten har en særdeles høj risiko.

”En sten mod knivene antænder marken på et øjeblik. Hvor vi før i tiden har set sådan et tilfælde 1 gang på 17 år, så ser vi det pludselig 7 gange om dagen. Vi skal være meget opmærksomme og have fuld fokus”, påpeger Carsten Kløcher.

Brandbælte om marken

Hos gårdejer Cay Wulff Sørensen nær Grenaa, har man set konsekvenserne af de mange høstbrande. Derfor ville medarbejderne tage deres forholdsregler, inden de gik i gang med at høste.

”Det var ikke et spørgsmål, om det ville ske, men hvornår det ville ske”, fortæller Simon Wulff Sørensen, som er søn af gårdejer Cay Wulff Sørensen og medhjælper på bedriften.

Hos Cay Wulff Sørensen har de efter første omgang høst lavet et 6 meter bredt brandbælte hele vejen rundt om marken med en tallerkenharve, som har harvet jorden helt sort. På den måde kan de begrænse branden til den enkelte mark.

Samtidig har de delt marken op i felter og harvet langs sprøjtesporene, igen for at undgå at samtlige hektar går op i røg, hvis uheldet er ude.

”Det handler om at lukke af og begrænse. Det kræver faktisk ikke så meget mere tid. Selvfølgelig skal traktoren flyttes rundt, men ham der kører kornvognen kan også gøre det”, lyder det fra Simon Wulff Sørensen.

Var alligevel ved at gå galt

Selvom Simon Wulff Sørensen og de andre medarbejdere har været yderst påpasselige, så kan de ikke sige sig fri for at have oplevet hele to høstbrande indtil nu.

Første gang var knap en time efter høststart. Flammerne blev hurtigt spottet. Efter harven havde kørt over ilden på kryds og tværs, var branden slukket og ingen større skade sket.

Anden gang kunne straks have endt værre. Her opdagede alle mand pludselig, at der var ild ved skel længere nede på marken. Igen kom harven i brug, men de måtte tage et træk i noget korn, som endnu ikke var høstet på nabomarken.

”Så skulle det pludselig gå stærkt. Vi nåede at få slukket branden, inden brandvæsnet nåede frem, men vi skylder naboen noget korn”, fortæller Simon Wulff Sørensen, som i den grad synes, at dette års høst byder på lige rigeligt meget spænding.

Indtil nu har de hos Cay Wulff Sørensen høstet knap 80 ha, så der er stadig et stykke op til de i alt 430 ha, som er i vente.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.