L&F roser flere bekæmpelsesmidler for økologer - men savner ét middel

Flere alternative bekæmpelsesmidler er et skridt i den rigtige retning, mener Landbrug & Fødevarer. Men i denne omgang er der ikke nogen nye bekæmpelsesmidler, der virkelig hjælper den økologiske frugtavl, understreger L&F.

NaturErhvervstyrelsen oplyser i dag, at økologer nu får flere bekæmpelsesmidler til rådighed. Det roser Landbrug & Fødevarer.

Med ændringerne bliver det nemmere for økologiske producenter at bruge basisstoffer af vegetabilsk eller animalsk oprindelse som alternative bekæmpelsesmidler i økologien. Basisstoffer er stoffer, hvis primære funktion ikke er skadebekæmpelse. Det er eksempelvis hvedemel, mælk, planteolier, salt og i særdeleshed natron, som økologer er interesserede i at benytte. Basisstofferne skal både være defineret som fødevarer og være godkendt i henhold til de generelle regler i EU.

Ifølge chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, Lars Holdensen, giver ændringerne endnu ikke mulighed for brug af natron. Og det ærgrer ham:

”Natron er godt til at reducere skurv og meldug i den økologiske frugtproduktion. Desværre bliver natron ikke direkte tilgængeligt for økologer i denne omgang, da natron hverken er vegetabilsk eller animalsk,” siger Lars Holdensen i en pressemeddelelse.

”Vi er meget interesserede i nogle af de alternative bekæmpelsesmidler, der kan hjælpe og give større sikkerhed i den økologiske frugtproduktion. Derfor er det rigtig ærgerligt, at man fra Kommissionens side vælger at opdele basisstofferne efter deres oprindelse.”

På nuværende tidspunkt giver ændringerne økologerne mulighed for at bruge basisstofferne agerpadderokke, fructose, lecitin, sucrose, eddike og valle. 

”Landbrug & Fødevarer har gennem længere tid arbejdet for, at økologer kan få bedre adgang til alternative bekæmpelsesmider, og en overordnet godkendelse af basisstoffer er afgjort et skridt i den rigtige retning,” siger Lars Holdensen.

”Miljø og Fødevareministeriet har gjort en stor indsats i Bruxelles på det her område, og Miljøstyrelsen arbejder fortsat på at få endnu flere basisstoffer godkendt i EU og dermed også til direkte glæde for de danske økologer,” lyder det fra Lars Holdensen.

Landbrug & Fødevarer vil fortsat arbejde hårdt for, at alle de produkter, der er godkendt som basisstoffer, kan blive benyttet i den økologiske produktion, ligesom der også arbejdes mod nogle alternative afgiftsberegninger, der i højere grad sidestiller frugtavlernes vilkår med de vilkår, økologerne har i andre dele af EU.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.