L&F: Sprøjteforbud i Egedal Kommune er vildt overdrevet

Torben Hansen, L&F Planteproduktion: Ingen som helst faglighed bag påbud til landmænd om at lade sprøjten stå i boringsnære områder.

Hvis landmænd skal forhindres i at drive konventionelt landbrug med godkendte sprøjtemidler ud fra en frygt for, hvad der i aller værste fald kan gå galt, bør kommunen ud fra samme logik forbyde al biltrafik gennem områder med drikkevandsboringer i nærheden.

Det mener Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion og for landboforeningen Gefion.

Han garanterer, at Egedal Kommune i Nordsjælland ikke har hørt det sidste fra Landbrug & Fødevarer og de lokale landboforeninger i sagen om de landmænd og husejere i kommunen, som nu har fået varsel om forbud mod at bruge sprøjtemidler på deres jord i nærheden af drikkevandsboringer, de såkaldte BNBO’er.

Ude af proportion

Torben Hansen efterlyser en faglig begrundelse for sprøjteforbuddet, som han mener, er langt ude af proportion med den faktiske risiko for drikkevandet  -  og  mere politisk end saglig.

Ifølge Torben Hansen stammer  de fund af pesticider, der er gjort i boringer i området, fortrinsvis fra nu forbudte total-ukrudtsmidler, fra en punktkilde og fra midler til plænerens, som kun må bruges  af private.

”Fortidens synder”

”Vi taler altså først og fremmest om fortidens synder. Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal begrænses i at drive landbrug ud fra et helt overdrevet forsigtighedsprincip.  Vi står med verdens mest restriktive godkendelsessystem, med uddannede sprøjteførere, med systematiske sprøjtekontroller.”

Torben Hansen afviser, at forsigtighedshensyn til drikkevandet kan retfærdiggøre forbuddet.

”Hvis man absolut vil regulere ud fra den værst tænkelige situation – en ulykke eller ikke regelret brug af sprøjtemidler, må man lave en beredskabsplan for, hvordan man håndterer det, som man gør i kommuner på andre områder.”
”Der går en stor landevej gennem området med tusindvis af biler – i kommunens logik bør man vel så føre den uden om området. Tænk på alle de miljøskadelige stoffer, bilerne kan tabe eller udlede.”

Går rettens vej

Ifølge Torben Hansen vil Landbrug & Fødevarer med alle til rådighed stående midler stille  sig bag de landmænd i Egedal Kommune, der har fået varsel om sprøjteforbud.

”Vi arbejder tæt sammen med Seges og lokale landboforeninger på tre fronter, både når det gælder  Egedal Kommune og lignende sager i bl.a. Aarhus, Beder og Aalborg. Med det faglige, med det politiske, – og vi kommer med stor sikkerhed også til at arbejde med det juridiske,” siger Torben Hansen.

Han understreger, at sagen fra Egedal endnu ikke er så fremskredet, at, der er taget konkret stilling til en retssag.

”Nu skal vi først have analyseret påbudsskrivelserne  juridisk. Derefter skal vi have indstillet kanonen, så den skyder i den rigtige retning,” siger Torben Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.