Lille af størrelse - kæmpe i styktal

En lille mejetærsker på Sima kan vise sig at blive et tilløbsstykke målt i antal.

Med 130 heste, fem rystere og meget simpel mekanik er den ikke relevant for det danske marked. Men New Hollands nye TC5.30 kan meget vel komme til at gå som varmt brød på visse markeder. Maskinens simple mekanik gør den nemlig særdeles velegnet i lande som Afrika og Indien.

»Det er en helt simpel udgave af vores TC-serie. Den har fem rystere, ingen elektronik og kan endda fås uden kabine. Men den rammer plet i en række lande, hvor man ikke er langt fremme rent teknologisk,« fortæller danske Lars Skjoldager Sørensen, der er ansvarlig for New Hollands høstprogram.

Og selvom vi i Danmark hovedsageligt har fokus på de store maskiner, er den lille miniput vigtig for New Holland:

»Man skal ikke tage fejl. Denne slags mejetærskere har potentiale til at blive solgt i et meget stort styktal - måske endnu flere end de andre modeller i serien tilsammen,« påpeger Skjoldager Sørensen.

TC5.30 kommer ikke på det europæiske marked, da motoren kun lever op til Tier 3.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle