Lokal viden om vandløb skal bringes i spil

Kommuner og vandråd får igen mulighed for indflydelse på vandplanlægningen i lokalområderne. Det sikrer et nyt lovforslag, som Folketinget 1. behandler i dag.

Kommuner og vandråd skal inddrages mere i vandplanlægningen, end de bliver i dag. Den lokale viden om vandløb skal bringes i spil og bruges, for eksempel ved vurdering af vandløb, der skal opnå god økologisk tilstand.

Det er formålet med et lovforslag, som Folketinget 1. behandler i dag. Forslaget er en del af Fødevare- og landbrugspakken fra december 2015.

Vandråd blev inddraget i vandplanlægningen i 2014, men den nye lov vil inddrage rådene og kommunerne i nye aspekter.

Der er i 2016-17 afsat 50 mio. kr. til opgaverne. Miljø- og Fødevareministeriet vil udarbejde en ”vandrådspakke” til vandråd og kommuner. Den vil indeholde en vejledning, der beskriver rammer og retningslinjer for opgaven.

"Lokale har ofte en helt særlig viden om vandløb, fordi de lever af og færdes i naturen. Den viden skal vi i højere grad gøre brug af og sikre, at de får større indflydelse på vandplanlægningen. Med lovforslaget åbner vi vandløbsmaskinrummet for kommunerne og lokale vandråd," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

Inddragelse

I første omgang skal kommuner og vandråd se på, om vandløb med et opland på under 10 km2 lever op til kriterierne for at indgå i vandområdeplanerne. De skal desuden udvælge vandløb, der analyseres med henblik på at vurdere, om de opfylder betingelserne for at blive udpeget som kunstige eller stærkt modificerede vandløb.
Endelig skal man lokalt kunne kommentere på, om der er vandløbsindsatser fra første planperiode, som det af økonomiske eller miljømæssige årsager ikke er hensigtsmæssigt at gennemføre.

"Lovforslaget går på ingen måde ud på at fjerne vandløb fra vandområdeplanerne. Vandløb bliver kun fjernet, hvis de aldrig burde have været med i første omgang.  Inddragelsen af lokale kræfter giver os et langt bedre udgangspunkt for at forbedre det danske vandmiljø," siger Esben Lunde Larsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.