Maskinstation konkurs - vil ikke berøre høsten

Efter 24 år med maskinstation gik ejer forleden konkurs.

Brørup Maskinstation ApS fra Bøvlingbjerg er gået konkurs. Det fremgår af dagens Statstidende, at virksomheden mandag blev erklæret konkurs ved retten i Holstebro.

Ejer Hans Christian Jeppesen bekræfter, at det nu er slut med at drive maskinstation i Bøvlingbjerg. En virksomhed, han overtog tilbage i 1992 efter sin far.

»Vi fik vores engagement sagt op til indfrielse i løbet af 48 timer tirsdag aften. Fredag holdt vi så møde, men der var der allerede indgivet konkursbegæring til mandag klokken 13,« fortæller Hans Christian Jeppesen, der er både trist og overrasket over konkursen.

»Det er nu, vi har den bedste likviditet, så vi havde ikke ventet det. Det har været hårde år for landbruget de sidste år, men vi havde fået afdraget meget af vores gæld, så vi mente, at der var lys for enden af tunnellen. Men banken har nok sine grunde,« fortæller han.

Ni ansatte er nu blevet sagt op.

Hans Christian Jeppesen vil dog prøve at holde sine kunder fri for gener i forbindelse med den forestående høst.

»Vi regner ikke med, at det vil berøre kunder. Jeg har en del maskiner på mit private landbrug, som ikke er berørt af konkursen. Og her vil vi både kunne ensilere og høste. Måske kun på 80 procent kapacitet, men det er alligevel også noget,« siger han.

Ud over maskinstation producerede Brørup Maskinstation også kartofler.

Der nåede ikke at blive offentliggjort regnskab for 2015 for virksomheden, men regnskabet for 2014 viser, at egenkapitalen et par år har været negativ med henved fem mio. kroner, og at bankforbindelsen Nordea havde strakt kreditten for 2015, under forudsætning af, at der ikke blev brug for en udvidelse. Samtidig tog revisoren forbehold for, at værdien af kartoffelleveringsrettigheder var sat for højt.

Advokat Morten Rosendahl fra Herning er nu udpeget som kurator og skal sælge eller afvikle maskinstationens aktiviteter og aktiver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.