Maskinstation satser på kæmpe 540 hk bæltetraktor: »Det er et forsøg«

Langelund maskinstation har erhvervet sig en CAT Challenger-bæltetraktor, og det har krævet nøje overvejelser, fortæller medejer Aksel Duedahl.

Der er tale om en bæltetraktor af de helt store - en CAT Challenger 865C med 540 hk. Den trillede ind på gårdspladsen på Langelund Maskinstation fredag, på blokvogn, med udsigt til at skulle spændes for stationens Horsch Tiger-såmaskine til foråret.

Medejer af Langelund maskinstation Aksel Duedahl, 37, har længe gået med overvejelserne om at investere i en større traktor.

»Horsch Tiger’en kræver virkelig meget kraft, noget vi ikke kunne få ud af vores almindelige hjultraktorer, vi har snakket meget frem og tilbage,« forklarer Aksel Duedahl, der sammen med fire andre ejer maskinstationen i Agerskov i Sønderjylland.

Maskinen er en satsning, men på stationen håber de, at der er mange fordele ved det store bæltekøretøj.

»Det er rigtig godt, vi har fået den. Det er en spændende traktor med mange muligheder,« siger Aksel Duedahl.

Sikrere i trafikken

Maskinstationen kører hovedsagligt med Fendt, og derfor har de valgt CAT, som ligesom Fendt er ejet af AGCO-mærket. Fendt har en hjultraktor, der kan trække i samme kapacitet omkring 500 hk. Fordelen ved bæltetraktoren er for eksempel, at den er blot tre meter i bredde, til forskel fra de større traktor på tvillingehjul, der kan være op til 4,20 m.

»Vi er træt af den brede transportbredde på traktorer med tvillingehjul,« forklarer medejeren.

Aksel Duedahl håber, det vil gøre det nemmere og sikrere på vejene under transport for medarbejderne og for trafikanterne.

»Vi ligger og kører rundt mellem kunderne, det er helt klart en del af overvejelserne, fordi flere maskiner bliver større og større i arbejdsbredde,« siger Aksel Duedahl.

Også i marken er der fordele ved bælter.

»Bæltetraktoren giver en god og lang trækflade, fordi den har et stort greb mod jorden,« siger han.

Traktoren skal hovedsageligt køre i stubjord, men maskinstationen vil også forsøge at bruge den til mindre såopgaver i pløjede arealer.

Sparer på brugte maskiner

Challengeren er købt brugt, men fra ny vil den koste omkring 2,5 mio. kr., vurderer han. Hvor meget, der er hentet ved at købe maskinen brugt, vil Aksel Duedahl ikke ud med.

»Vi køber sjældent nyt. Den her er også brugt, og vi har sparet meget. Det er et forsøg, så vi ville ikke ofre så meget, hvis det viser sig, det ikke er det rigtige, og vi bliver nødt til at sælge den igen.«

Ulemperne ved bæltetraktoren er blandt andet, at den ved vending graver mere jord op end en hjultraktor.

»Vi kender ikke alle ulemperne, derfor er det på forsøgsplan, men vi håber kunderne vil tage godt imod den.«

Hvis det går godt, vil de måske investere i en bæltetraktor mere. Alternativt har stationen også kigget på den knækstyrede Case IH Steiger-traktor, der også har maksimalydelse over 500 hk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.