Masser af regn giver enorme muldvarpeskud

Muldvarpe presses af grundvand, der står højt.

De fleste mennesker vil helst være fri for at have vand i kælderen. Men de er ikke de eneste.

Den lille muldvarp tager nemlig også sine forholdsregler, når det kommer til store vandmængder.

Det fortæller DR Nordjylland.

- Prøv at se, det er jo kæmpestort. Det er da helt utroligt, siger naturvejleder Esben Buch fra Aalborg Kommune.

Han viser rundt i naturområdet Østerådalen tæt på Aalborgs centrum.

I udkanten af et skovbryn er der et muldvarpeskud. Men det er ikke et muldvarpeskud, som vi normalt kender dem.

- Hvis vi prøver at måle op, så er det et kæmpe, kæmpe skridt i den ene retning og over et skridt i den anden. Vi snakker ihvertfald 1,5 gange 1,8 meter, siger naturvejlederen.

Ifølge ham svarer det til, at en lille 100 grams muldvarp har skubbet mere end et halvt tons jord op på overfladen.

Det er muldvarpens vinterbolig, hvor den både har rede og madkammer. Og den slags lieberhaverejendom ser man overalt i Østerådalen i Aalborg.

Årsagen er, at grundvandet står højt og der samtidig er meget overfladevand på grund af regn og slud.

For ifølge Esben Buch så er muldvarpen en særdeles god strateg.

Det store muldvarpeskud er nemlig så stort for at det skal beskytte mod frost, og hvis frosten bliver for slem, så har muldvarpen en flugtvej ned i jorden. Og når grundvandet stiger, så flytter muldvarpen op i skuddet igen. Sådan indretter den sig efter naturen.

- Man kan se her på marken, hvordan der har dannet sig søer af vand. Så her er muldvarpen simpelthen nødt til at have den her strategi, hvis ikke den vil drukne, siger naturvejlederen til DR Nordjylland.

Østerådalens mange vådområder gør dog samtidig, at det er et attraktivt område at bygge bolig for muldvarpen, da der er masser af føde. Og derfor flytter dyret ikke væk fra området.

- Der er millioner af regnorme, så de flytter ikke bare fordi, der kommer lidt vand, siger Esben Buch fra Aalborg Kommune.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.