Millioner til forsøg med stenrev i Limfjorden

Der er sat cirka 20 mio. kr. af til et femårigt projekt.

Et nyt projekt i Limfjorden skal vise, om stenrev kan stoppe frigivelse af kvælstof fra havbunden.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har sat projektet i gang, og det skal udføres i tæt samarbejde med Limfjordsrådet. Der er afsat cirka 20 mio. kr. til projektet.

"Der er behov for nye kvælstofvirkemidler, der kan beskytte vandmiljøet og samtidig sikre, at landbruget kan gøde, så de opnår en effektiv produktion. Teorien bag projektet er på plads, så nu undersøger vi, om stenrev også er et effektivt kvælstofvirkemiddel i praksis," siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Teorien er, at der på stenene skal vokse tang, som producerer så meget ilt, at kvælstof fra havets bund ikke frigives. Hvis det virker i praksis, vil havet være mere robust over for kvælstof, der kommer fra markerne. Derfor kan det blive et effektivt virkemiddel mod kvælstof i fremtidens vandområdeplaner.

"Jeg følger projektet med store forventninger. Vi har gennem mange år gjort en indsats for at forbedre vores vandmiljø, og vi skal fortsætte med at finde nye løsninger. Udover at et stenrev måske kan gøre Limfjorden mere robust over for kvælstof, forventer vi også, at det vil give bedre forhold for dyre- og planteliv," siger Eva Kjer Hansen.

Projektet etableres i Løgstør Bredning, som er et Natura 2000-område. Udover at bekæmpe kvælstof forventer man også, at stenrevet vil bidrage til øget biodiversitet i området, fordi det vil tiltrække fisk og planter i det hele taget.

Projektet løber frem til 2020. De første sten ventes lagt ud i 2016. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.