Minister: BL fik kun ét ud af tre ønsker opfyldt

Eva Kjer Hansen tager BT's såkaldte afsløring med ro.

"Det her kaldes at lytte til borgerne. Det vil jeg gerne ”afsløres” i noget oftere."

Sådan indleder miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen et indlæg på Facebook, hvor hun svarer på den kritik, som avisen BT i dag, mandag, kommer med. Ifølge avisen har ministeren stort set kopieret en formulering, som Bæredygtigt Landbrug spillede ind med.

Hun giver avisen ret i, at hun lader sig inspirere af landbruget - men også naturorganisationer får markante aftryk, siger hun.

"Det er sådan, det politiske arbejde foregår, uanset om det handler om en vejledning om grødeskæring – eller eksempelvis udlægning af mere urørt skov til fremme af biodiversiteten. Her vil man senere på året kunne ”afsløre” mig i at skrive af igen. Denne gang fra andre organisationer," skriver Eva Kjer Hansen.

Hun afviser, at hun i dette tilfælde har direkte kopieret landbrugets forslag. Eksempelvis

"Der er tre vigtige forskelle. Bæredygtigt Landbrug beder om, at en rapport revideres. Det bliver den ikke. Bæredygtigt Landbrug beder om, at vejledningen også handler om vandløbsforvaltning generelt. Det kommer den, jf. ”afskriften”, ikke til. Bæredygtigt Landbrug beder om, at vi først og fremmest sikrer afvanding, og dernæst tager hensyn til vandløbenes miljøtilstand. Her har jeg fastholdt, at der skal tages hensyn til afvanding og miljøtilstand samtidig," skriver ministeren.

"I det konkrete tilfælde kommer Bæredygtigt Landbrug altså igennem med et ud af tre ønsker," skriver ministeren.

 

---- ---- ---- ----

Eva Kjer Hansens Facebook-indlæg:

Det her kaldes at lytte til borgerne. Det vil jeg gerne ”afsløres” i noget oftere. :-)

Den konkrete historie:
Vandløbsloven siger, at vandløb skal kunne bruges til afvanding. Det er kommunernes opgave at sikre, at de kan det. Rundt omkring i landet har husejere og landmænd oplevet, at deres hjem eller marker blev oversvømmet, og manglende grødeskæring (altså vedligehold af plantevæksten i vandet) har fået en del af skylden.

Derfor har især landbrugsorganisationerne Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer opfordret til, at jeg mindede kommunerne om deres pligter og udarbejdede en opdateret vejledning for grødeskæring. Det synes jeg er en god idé, og det arbejde har jeg sat i gang for længst.

Det er langt fra første gang, jeg lytter til de problemer, som personer eller organisationer kommer med. Det er fast praksis i mit arbejde, og det vil jeg blive ved med.

Fakta:

BT’s journalister ved også godt, at det her er helt normalt. Så for at peppe artiklen op og kunne smække den på forsiden, skriver de dramatisk, at jeg ”bag kulissen er styret af magtfulde landmænd” og at jeg har skrevet af fra Bæredygtigt Landbrugs ønsker.

Det er disse sætninger, BT bruger som dokumentation for, at jeg har skrevet af:

- ”Derfor foreslog organisationen til ministeren, at kommissoriet skulle indeholde denne afgørende sætning:

»Miljø- og Fødevareministeriet har på den baggrund besluttet, at rapporten skal revideres. Der skal udarbejdes en egentlig vejledning om grødeskæring og vandløbsforvaltning, der sikrer effektiv og velfungerende afvanding. Herudover skal den i videst muligt omfang tage hensyn til vandløbenes miljøtilstand.«

Det er i ministerens kommissorium blevet til:

»Miljø- og Fødevareministeriet har på den baggrund besluttet, at der på baggrund af gældende lovgivning udarbejdes en vejledning om grødeskæring, hvor formålet er at sikre en effektiv og velfungerende afvanding - dog under hensyntagen til vandløbenes miljøtilstand.« -

Der er tre vigtige forskelle. Bæredygtigt Landbrug beder om, at en rapport revideres. Det bliver den ikke. Bæredygtigt Landbrug beder om, at vejledningen også handler om vandløbsforvaltning generelt. Det kommer den, jf. ”afskriften”, ikke til. Bæredygtigt Landbrug beder om, at vi først og fremmest sikrer afvanding, og dernæst tager hensyn til vandløbenes miljøtilstand. Her har jeg fastholdt, at der skal tages hensyn til afvanding og miljøtilstand samtidig.

I det konkrete tilfælde kommer Bæredygtigt Landbrug altså igennem med et ud af tre ønsker.

Det principielle:

Det er sådan, det politiske arbejde foregår, uanset om det handler om en vejledning om grødeskæring – eller eksempelvis udlægning af mere urørt skov til fremme af biodiversiteten. Her vil man senere på året kunne ”afsløre” mig i at skrive af igen. Denne gang fra andre organisationer.

Alternativet til denne fremgangsmåde er enten at lade være med at lytte til de problemstillinger, folk fremfører – eller at omformulere ønskerne, så man ikke kan blive ”afsløret” i at lytte. Vi er ikke tjent med noget af det.

Jeg kan ikke se nogen pointe i at omformulere gode idéer af frygt for at blive ”afsløret” af BT. Og jeg kan slet ikke se nogen pointe i at lade være med at lytte.

BT’s historie er faktisk ret fin, men på en anden måde, end BT måske tror. Den giver et udmærket indblik i, hvordan politik fungerer i praksis.

Fra BT’s side er der tale om rendyrket sensationsjournalistik, men nogen sensation er det ikke - dels fordi det er hverdag, dels fordi andre medier har ”afsløret” det samme for flere måneder siden.

:-)

Hvis nogen styrer nogen i denne sag, er det de mennesker, der har fået BT overbevist om, at det her er sensationelt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.