Nordic Seed: »Vores rugsorter er anderledes«

Nordic Seed satser på at forædle rugsorter, der er gode til foder, biogas og etanol.

»Vores hybridrugsorter er helt anderledes end vore konkurrenters.«

Sådan lyder det fra Martin Sommer fra Nordic Seed i Tyskland. Den danskejede forædlingsstation bruger nemlig en anden genpulje i deres rugforædling end de to store rugforædlere på markedet KWS og Saaten Union. Og det betyder, at Nordic Seeds sorter adskiller sig fra de fleste andre.

»Vi fokuserer meget på sorternes stabilitet. Vore sorter har meget lidt lejesæd, fordi både strængel og stængelvægge er tykkere og mere stive end andre hybridrugsorter. Vore sorter er også ret høje, og alt i alt giver det en større biomasse og et meget højt tørstofudbytte. Og det gør dem særdeles velegnet til biogas og ethanol, som er rigtig stort i Tyskland,« siger Martin Sommer.

43 pct. af al rug i Tyskland bruges til energi, mens kun 30 pct. går til foder og 24 pct. til brød. I Danmark ser det helt anderledes ud; her går hele 48 pct. til foder, 34 pct. til brød og 18 pct. eksporteres, og næsten intet bruges til energiformål.

Velegnede til svinefoder

»Vore sorter er også meget velegnede til svinefoder, fordi de har et højt proteinindhold og tusindkornsvægt plus et lavt indhold af arabinoxylaner,« fremhæver Laurenz Doeckel, der er produktmanager i Nordic Seed i Tyskland. Indholdet af arabinoxylaner skal være så lavt som muligt i foder, for så øges foderoptagelsen hos grisene, der så kan udnytte næringsstofferne optimalt.

 

Helltop i Danmark

»En af Nordic Seeds hybridrugsorter er Helltop, der som den eneste sælges i Danmark. Groft sagt kan man sige, at Helltop har rugs robusthed og hvedes foderkvalitet,« siger Jacob Hansen, produktchef i Nordic Seed.

»Helltop er målrettet svinefoder og hjemmeblandere og skal vælges pga. dens gode foderkvalitet. På udbyttet kan den ikke helt følge med de højstydende sorter, men det er kvaliteten i en foderstak, der tæller mest, ikke mængden.«

Nogen kan måske genkende Helltop. Den har været på det danske marked og i landsforsøgene før, anmeldt af Sejet, som trak den efter nogle år. Men den er ny for Nordic Seed, der ser et stort potentiale i den.

Helltop betyder lys top, - sorten har en lysere græsgrøn farve end andre rugsorter. Den indeholder, som eneste rugsort på markedet, ikke anthocyanin, og derfor er kernerne lyse.

Mål: ny sort hvert 2. år

»Hidtil har vi ud over Helltop kun to andre sorter på det europæiske marked, Brandie og DH 344. Men nu speeder vi op. Målet er en ny hybridrugsort på markedet hvert andet år,« siger Martin Sommer.

Sorten DH 344 er sammen med en anden nummersort allerede anmeldt i den danske afprøvning fra efteråret.

»Viser nummersorterne sit værd i afprøvningerne, kan de komme med i landforsøgene i 2018. Og så er der tidligst udsæd til salg i efteråret 2019, hvis alt ellers går glat,« siger Jacob Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.