Nordjyder presser pil i rundballer

Ny teknik gør det muligt at presse pil i rundballer. Det er en god mulighed for pileproducenter, vurderer planteavlskonsulent fra Agri Nord.

Et nordjysk firma er nu begyndt at presse pil i rundballer.

Skov- og naturplejefirmaet Grenknuseren.dk har haft efterspørgsel på presning af pil og også presning af biomasse fra enge og natur-områder til biogasanlæg, fortæller rådgivningsselskabet Agri Nord.

Presningen sker med en Bio Baler WB-55. Det sker i én arbejdsgang med den canadiske Bio Baler-presser, som Grenknuseren.dk har købt.

Dansk importør af Bio Baler siden 2011 er Buchtrup Agro.

Traktoren er monteret med en gribearm og fronttank, der samler og lægger pilen ned, inden den ryger ind i en slagleklipper med knive. Ud kommer rundballer.

God måde at høste og opbevare pil

Planteavlskonsulent Danie Michael Mikkelsen Mejer, Agri Nord, ser store muligheder i den nye pilehøst-teknik.

"Pil, der er presset i baller, kan meget bedre opbevares end en bunke pil, der er flishugget. Pile-ballerne tørrer meget bedre, og de kan stakkes. Desuden kan pileballerne opbevares udendørs under en presenning og kan stå længe," siger konsulenten og fortsætter:

"Vi har her et helt nyt produkt til afbrænding, som kan anvendes i de fleste halmfyr," siger han.

Han understreger, at man med ballerne heller ikke har afskåret sig fra at flishugge pilen senere, hvis det bliver nødvendigt.

Presning koster det halve af flishugning

Gunnar Spanggard, Terndrup ved Hadsund, er en af de pileproducenter, der i år får presset pilen i rundballer, fortæller AgriNord.

 Han har nemlig haft problemer med at afsætte pilen i flishugget form.

"Nu kan de bruges til fyring i stedet for en rundballe halm, og jeg håber, at jeg kan sælge pilen til fyring til kollegaer, der så i stedet kan sælge deres halm til varmeværkerne, som mangler halm," siger han til Agri Nord.

Han glæder sig desuden over, at presningen er halvt så dyrt som høst. Samtidig er der mere energi i en rundballe pil end i en rundballe halm.

"Man får altså meget energi for få penge med pileballer," siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.