Nyt værktøj giver en hjælpende hånd til egne markforsøg

Nyt online værktøj hjælper planteavleren på vej med egne markforsøg.

OnFarm Forsøg hedder den nyudviklede platform fra Teknologisk Institut.

Platformen hjælper med datahåndtering og udbytteberegning og kan dermed hjælpe planteavleren til at optimere udbyttet, igennem nem tilrettelæggelse af egne markforsøg.

"På den korte bane er OnFarm Forsøgs-konceptet en platform til at gennemføre simple afprøvninger og forsøg i landmandens marker.

Hermed kan rådgivere og virksomheder i samarbejde med landmænd få ny viden og afprøve innovationspotentialer, som kan løftes til nye projekter og til de kvalitetssikrede landsforsøg, som er til gavn for alle danske landmænd", forklarer centerchef Birgitte Feld Mikkelsen, fra Teknologisk Institut i en pressemeddelelse. 

Med OnFarm Forsøg kan simple forsøg opsættes for at afprøve behandlinger, for dermed at hente mere ud af den dyrkningsmetode som anvendes. F.eks i forhold til vækstregulering eller gødningstildeling. 

Der er brug for egne forsøg

Koncept OnFarm Forsøg indeholder simple vejledninger og standard forsøgsplaner, der kan tilrettes til individuelle behov, hvor behandlinger udføres med eget udstyr.

Registreringer kan uploades direkte i marken, hvormed udbytteresultater beregnes og præsenteres på den tilhørende webside, så man får en hurtig indikation af, hvordan behandlingerne påvirker udbyttet i den enkelte mark. 

"Satellitdata, nye normer og sensorregulerede landbrugsmaskiner giver inspiration til nye forsøgsmetoder, hvor traditionelle småparcelforsøg ikke er en relevant eller egnet metode. 

Derfor kan egne forsøg i større skala give en værdifuld information, især hvis datagrundlaget skabes på basis af sensorer, big data og avancerede dataanalyser," forklarer Birgitte Feld Mikkelsen.

Teknologisk Institut tilbyder i 2017 projektfinansieret rådgivning af konceptet, som er under udvikling, for at inddrage brugere og få størst muligt input til funktionalitet og brugeroplevelse i forhold til udviklingen af fremtidens OnFarm Forsøg. Dette er finansieret af Uddannelse- og Forskningsministeriet.

 

Faktaboks

OnFarm Forsøg:

Med den nye platform til egne markforsøg kan der nemt opstilles markforsøg til afprøvning af behandlinger og ny ideer til forbedring af dyrkningspraksis. Systemet udfører statistisk beregning af resultatet, men udfører dog ikke statistisk validering. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.