Planteavler er årets farmer: Billigere at dyrke hvede og markant højere udbytte

Craig Livingstone har på bare tre år rettet op på et halvskrantende planteavlsbrug på 800 hektar. Han blev i sidste uge kåret til årets landmand i Storbritannien.

På bare tre år har tidligere planteavlsrådgiver og nu landmand Craig Livingstone vendt tingene på hovedet på bedriften Lockerley Estate i Hampshire i England.

Fx er udbytterne i hvede steget med 18 hkg pr. hektar,  og i raps nærmer snittet sig 40 hkg pr. hektar og i havre 78 hkg pr. hektar.

Resultaterne i marken er så gode, at Craig Livingstone i sidste uge blev kåret til årets landmand 2018 i Storbritannien af landbrugsmediet Farmers Weekly.

Rettidig omhu med sprøjtninger

Markbruget på Lockerley Estate omfatter 800 hektar ler- og kalkjord.

Indtil for tre år siden blev jorden passet af maskinstation, men så besluttede ejerne at de ville have markbruget helt tæt på, og Craig Livingstone blev ansat som driftsleder for et hold på fire markmedarbejdere.

Den nye driftsleder lægger blandt andet vægt på rettidighed for svampe- og ukrudtssprøjtninger, og han fik derfor ejerne til at investere i en 30 meter trailersprøjte plus uddannelse af markfolk.

For at rette op på jordens sundhed- og frugtbarhed har han halveret arealet med vinterraps og indført nye afgrøder i form af bønner, vinterbyg og vinterhavre.  Desuden er der indført reduceret jordbehandling, og han tilfører både kalk og organisk stof og dyrker efterafgrøder

Desuden bliver P og K-tilførslen varieret med præcisionsteknologi.

Billigere at dyrke hvede

Blandt de målbare resultater - udover et løft i udbytterne - kan også nævnes en reduktion i omkostningerne til brændstof med 90 pund pr. ton hvede (ca. 7 danske kr. pr. hkg) på grund af mindre intensiv jordbehandling.

Omkostninger til planteværn er faldet med 17 procent på grund af forbedret sædskifte og valg af sygdomsresistente sorter.

Et nyt kornlager har givet bedre kontrol over kornsalget og medført højere priser. 

På Lockerley Estate er der følgende afgrøder i markplanen: vinterhvede, vinterbyg, raps, vinterhavre, bønner og vårbyg. Afgrøderne etableres med Väderstad TopDown, Carrier og Rapid såmaskine.

Faktaboks

Dommernes motivation for at pege på Craig Livingstone

  • En planteavler med stærke visioner og som har nået fine resultater på tre år
  • Han har opbygget et stærkt team og opkvalificeret de ansatte
  • Dyrker flotte afgrøder og opnår høje udbytter på en bedrift med varierende jordtyper
  • Er altid på jagt efter små forbedringer, som er til gavn for bundlinjen
  • Har god kontakt med det omgivende samfund, både på og uden for bedriften

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.