Hvert år har Plantekongressen et "ekstra hot" emne - og nu er det meldt ud, hvad det bliver i år:
"Er der gødning nok til de nye tider?"
Det højaktuelle tema - som behandles på kongressen d. 20.-21. januar i Herning - handler mere specifikt i år om det globale gødningsmarked, og hvorvidt – og på hvilke betingelser - det bliver muligt at skaffe nok handelsgødning efter at normerne er blevet lempet.
Mere om dette tema
Med regeringens nye landbrugspakke er der åbnet op for at gøde afgrøderne langt mere optimalt end hidtil. Skal landmændene kunne udnytte de nye muligheder allerede i den kommende dyrkningssæson, kræver det imidlertid, at der er tilstrækkelige mængder gødning til rådighed. Og med den aktuelle markedssituation, er ikke nødvendigvis en selvfølge, skriver Seges.
Kvaliteten af gødningen?
"Gødningsmarkedet er i høj grad globalt, og spørgsmålet er, om det kan levere en tredjedel mere kvælstof i handelsgødning til Danmark, når normreduktionen delvist forsvinder. Og hvad vil det betyde for prisen og kvaliteten af gødningen. Det er temmelig essentielle spørgsmål for de mange landmænd, der ser frem til at kunne producere mere effektivt," siger chefkonsulent Carl Åge Pedersen, SEGES Planter & Miljø.
Til at belyse denne problemstilling og fortælle mere generelt om det globale gødningsmarked kommer der to oplægsholdere. Det er Steffen Halmø, markedschef i Yara International og Ole Schou, der er konsulent i Landboforeningen Gefion.
"Vi får dermed både indspil fra industrien selv og fra en rigtigt erfaren iagttager og analytiker af det globale marked for gødning," siger Carl Åge Pedersen.
Kommentarer