Planterådgiver fik idé: Vindmåler på sprøjten hjælper til at reducere afdrift
Når efterårssprøjtningen snart går i gang, er der mange ting, landmanden skal forholde sig til – vindpåvirkning, afdrift og nye regler på området. Sønderjysk Landboforening har udviklet en Driftindicator, som letter arbejdet.

Teamchef i Sønderjysk Landboforening, Finn Olsen sad en dag i en båd sammen med nogle venner og fik en ide om sejl og vindpåvirkning - og marksprøjtning:
 
"Jeg kiggede op mod vinden og tænkte: Man kan se vindstyrken på et stykke sejl.

Man må kunne gøre noget lignende på en sprøjte: Sætte et slags sejl op og måle, om det blæser for meget eller for lidt," fortæller Finn Olsen, der er teamchef i Planteavl i Sønderjysk Landboforening, i en pressemeddelelse fra SLF.
 
Finn Olsen gik med ideen et stykke tid. Han talte en dag tilfældigt med en kollega om det, Erik Nissen. Det viste sig, at han havde en nabo, der var sejlmager. Og så tog ideen fart. 

Sammen med naboen lavede Erik Nissen nogle forsøg med luft, tryk og vindpåvirkning i en hjemmekonstrueret vindtunnel, og efter et stykke tid, havde de udviklet et stykke sejl med netop rette specifikation til at måle rette vindpåvirkning.

I dag er Driftindicatoren en realitet: Et lille stykke sejldug, som sættes på sprøjten, og viser, hvordan vindpåvirkningen er på marken.

Vurder sprøjtetågen fra førersædet

Driftindicatoren sidder på sprøjtebommen og viser, hvordan vindpåvirkningen er lige der, hvor risikoen for afdrift starter.

Når dråberne forlader dysen, vil vindpåvirkningen være et resultat af fremkørselshastighed, vindhastighed og vindretning. Og vindpåvirkningen kan landmanden selv påvirke, når han kører i mod- og medvind.

Indicatoren giver et klart billede af vindpåvirkningen under hele sprøjtearbejdet, og gør dermed valget af optimal fremkørselshastighed lettere. Når indicatoren påvirkes af vinden med 4 meter pr. sekund, vil den pege ca. 45 grader væk fra vinden.

Fakta om Driftindicator

Indicatoren er lavet sådan, at en vindpåvirkning på 4 meter pr sekund får indicatoren til at pege ca. 45 grader væk fra vinden.  Ved en vindpåvirkning på 6 meter pr sekund, vil indicatoren være tæt på vandret.

Her er den korrekte sprøjteteknik til prosulfocarb i efteråretMark 8. september · 08:57

Vindforholdene betegnes som gunstige, når vindhastigheden ligger mellem 0 og 3 m/sek. Mellem 3 og 5 m/sek. er vindforholdene ugunstige.  Sprøjtning anbefales ikke, hvis vindhastigheden er over 5 m/sek.

Indicatoren er ikke udviklet som et præcisionsværktøj, men er alene tænkt som en visuel hjælp til at vurdere vindpåvirkningen ved sprøjtedyserne. Den giver ikke et retvisende billede af vindpåvirkningen, når der køres i sidevind.

SLF sætter produkt i produktion 

"Marksprøjtning kan være en udfordring i det danske klima, for hvordan begrænser man afdriften? Som sprøjtefører kan du selv justere bomhøjden og dråbestørrelsen – men vindpåvirkningen? Den er straks sværere.

Derfor er det en super god ide, nogle medarbejdere i SLF har fået og udviklet, og som vi som bestyrelse bakker op omkring. Det er en ide, der skal spredes i landbruget, og derfor har vi valgt at sætte den i produktion," fortæller bestyrelsesmedlem Søren Laustsen.
 
Søren Lausten har selv kørt test på Driftsindicatoren på sin egen gård, og er overrasket over, hvor godt den virker:
 
"Det var virkelig en øjenåbner for mig. Man tror, at man kan se det hele inde fra traktoren, og det gik op for mig, at det kunne jeg ikke.

Der var mere vindpåvirkning, end jeg regnede med. Så ikke mindst af hensyn til miljøet og de nye regler på området, opfordrer jeg til at være opmærksom under efterårets sprøjtning," siger han. 

Derfor fokus på afdrift

Lige nu er der ekstra fokus på aktivstoffet i Boxer (prosulfocarb), der er en vigtig bestanddel i landbrugets ukrudtsstrategi i vintersæd.

Midlet er under politisk pres, da der har været flere kritiske historier om prosulfocarb, der fx er blevet spredt til frugtplantager og har været at spore i frugten.
 
Generelt skal man begrænse afdriften ved alle sprøjtninger. Primært for at skåne omgivelserne, men også for at få afsat størst mulig andel af planteværnsmidlerne, hvor der er brug for dem. Derfor er det meget vigtigt, at man bruger sprøjteudstyret korrekt – så afdrift minimeres mest muligt.

Faktaboks

Fakta om afdrift og dyserFra 1. august 2017 trådte der nye regler i kraft, som et af elementerne i forårets 'Aftale om Pesticidstrategi 2017-2021'.

Reglerne ændres for at uønsket spredning af prosulfocarb, som er det aktive stof i sprøjtemidlet Boxer, begrænses mest muligt.

Ukrudtsmidler med prosulfocarb har tidligere givet problemer hos nogle frugtavlere, fordi rester af prosulfocarb er fundet på deres frugt.

Årsagen kan være, at der på nærliggende marker er sprøjtet med prosulfocarb, og at blæsten har ført sprøjtemidlet med sig og hen til frugtavlerne.

Da både økologisk og konventionel frugt skal være fri for prosulfocarb, har resterne store konsekvenser for de berørte avlere.

Derfor er det vigtigt, at de nye regler med brug af dyser på sprøjten, som er godkendt til 75 procent afdriftsreduktion, overholdes. Vurderingen er, at omkring halvdelen af landets sprøjter skal monteres med nye dyser.

Kilde: Sønderjysk Landboforening

  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.