Randzone-dom først d. 11. maj

Sen domsafgivelse er et udtryk for, at dommmeren har tænkt sig at være grundig, vurderer Bæredygtigt Landbrug.

Dommen i randzonesagen mod Povl Blak Bojer ventes senere end vanligt i disse typer sager. Dommen afsiges således først d. 11. maj ved et retsmøde ved Retten i Holstebro, oplyser Bæredygtigt Landbrug, der bistår Povl Blak Bojer.

Tidligere havde anklageren meldt ud, at de forventede dom efter et par uger.

Ifølge Bjarne Nigaard, direktør ved Bæredygtigt Landbrug, er det ikke overraskende, at dommeren vil tage sig god tid til at afsige dommen. 

"Det er en væsentlig og principiel dom, som skal skrives grundigt, og jeg synes, det er helt forståeligt og helt forventeligt, at det kommer til at tage noget tid. Det tyder på, at dommeren har tænkt sig at tage sig god tid og gennemgå det hele grundigt, og vi kan da i hvert fald udlede, at det her ikke er nogen let sag for ham at afgøre," siger Bjarne Nigaard i en pressemeddelelse.

For Povl Blak Bojer og hans søn Christian er sagen spændende, fordi den har betydning for mange landmænd

"Det er rart at føle, at der er rigtig mange, som synes det samme, som vi gør. Det er med til at tage noget af det pres væk, der har været. Vi har kun oplevet opbakning og positive tilkendegivelser – ikke kun fra landbruget og andre landmænd, men også fra folk i al almindelighed. Parcelhusejerne kan godt forstå os – de vil jo heller ikke afgive et stykke af haven uden at få erstatning," siger Povl Blak Bojer.

Emneord randzoner

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.