Så er det sket: Efterafgrøde-penge brugt – mål ikke nået

Landmænd risikerer at få krav om »frivillige« efterafgrøder uden kompensation. L&F søger løsninger.

Det er gået utroligt godt med at få landmænd til at søge om frivillige, målrettede efterafgrøder i vandoplandet til Ringkøbing Fjord. Lidt for godt, for pengene er brugt op, inden 69 af vandoplandets 155 ID-15-oplande har nået målene.

Landmænd i disse områder risikerer nu at få ukompenserede krav om at dyrke efterafgrøder uden kompensation eller at bruge mindre kvælstof. Også selv om det skyldes, at de – eller deres konsulent - bare ikke har nået at søge kompensation endnu. Ansøgningsrunden startede i sidste uge.

Der mangler efterafgrøder på 2.624 hektar i visse dele af vandoplandet, mens der er efterafgrøder på 4.130 hektar mere end målene tilskriver andre steder i vandoplandet. Det er på grund af den overopfyldelse, at der ikke er penge nok til alle.

Går efter pragmatiske løsninger

Hos Landbrug & Fødevarer finder viceformand Lars Hvidtfeldt det svært at leve med, at landmænd uforvarent får obligatoriske krav, blot fordi de ikke har kunne søge om kompensation en af de første dage.

»Overordnet set er det glædeligt, at så mange søger om frivillige efterafgrøder, og at der er stort engagement. Men det er utilfredsstillende, at der på den ene side er udsolgt, når der er behov for flere efterafgrøder så landmænd der egentlig gerne ville have efterafgrøder med kompensation, bliver tvunget til at udlægge dem uden kompensation. Styringen af systemet er ikke god nok,« siger han.

Medregn naboeffekt

L&F har tidligere påpeget risikoen for at kompensationen i nogle vandoplande ville slippe op, før målene var nået. Det skyldes nemlig at pengene følger vandoplandet, men målene følger ID15-oplandene, som der er 155 af i Vandoplandet til Ringkøbing Fjord. L&F vil derfor nu gå i dialog med ministeriet om, hvordan man kan finde pragmatiske løsninger.

»Vi vil foreslå, at man kan medregne effekter af nabo-ID15-områder i virkningen. Vi vil også foreslå, at styrelsen går ind manuelt og lukker for ansøgninger om kompensation i områder, så man ikke kan søge, når målene er opfyldt. De har sagt at de ikke kan, men de må prøve at finde en løsning. Ellers går det skævt mange steder,« siger han.

Endelig arbejder L&F på at behovet for kvælstofindsatsen skal genberegnes.

»Vi mener, at indsatsbehovet er for højt i forhold til GEUS-rapporten,« siger han.

Endelig foreslår Lars Hvidtfeldt at skyde noget af indsatsen til 2018.

Læs mere i LandbrugsAvisen i dag torsdag.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.