Så ringe var årets høst for landbruget

Dårlig høst og lavere priser giver værdien af årets høst et ordentlig gok nedad.

Vækstsæsonen har været dårlig. Trods mulighed for at give ekstra gødning resulterer det i en høst, der ikke er mere værd end normalt, tværtimod. Høsten af korn og raps tegner til at blive 9,9 mia. kr. værd i år. Det er 3,2 mia. kr. mindre end værdien på samme tidspunkt sidste år.

Det viser en beregning foretaget af LandbrugsAvisen, baseret på LandbrugsAvisens høstprognose, som beskriver høstens værdi, hvis hele høsten blev solgt 30. august.

Prisfald og ringe høst

Årsagen til det store værdifald på 23 procent er mindre høst og lavere priser.

Således høstes der kun cirka 8,6 mio. ton korn i år mod 10,2 mio. ton sidste år. Alene dér gemmer sig 1,5 mia. kr. Samtidig er kornprisen for hvede og byg 7-10 kr. lavere end sidste år, hvilket koster i omegnen af 700 mio. kr.

Endelig er rapshøsten så ringe og arealet så lille, at selv en pris, der er 20 kr. højere pr. hkg ikke kan opveje det. Værdien af rapshøsten er isoleret set 800 mio. kr. mindre end sidste år.

Lavere omkostninger

En af forskellene i forhold til tidligere års høst er, at arealet med vinterhvede er faldet, medens arealet med vårbyg er steget. Det resulterer i et lavere kornudbytte i sig selv. Samtidig giver det også lavere dyrkningsomkostninger, så selv om høsten er 3,2 mia. kr. mindre værd, er landbrugets tab ikke nødvendigvis helt så stort.

Ifølge farmtalonline.dlbr.dk er omkostningerne til en bygmark 2.250 kr. mindre end til en hvedemark, hvis man køber ydelserne hos maskinstationen. Har man selv alle maskiner, vil besparelsen være mindre. Men trøsten er ringe i lyset af, at dækningsbidraget ifølge samme kalkuler er 1.300 kr. højere for hvede end for byg.

Værre uden ekstra N

Men hvorfor har mere gødning ikke ført til højere udbytter i år?

Ifølge Ivar Ravn, direktør for Seges, ser det særlig slemt ud, fordi de sidste to høstår har ligget over gennemsnittet. I år er det til gengæld en skidt vækstsæson, og høsten ligger under normalen. Sådanne udsving er helt almindelige.

»Vind og vejr betyder mere for udbytte end marginal gødning,« siger han.

Ifølge landskonsulent for korn, Lars Bonde Eriksen, Seges, kunne det sagtens være, at vi havde fået lavere udbytter, hvis vi ikke havde fået højere N-normer i år. Seges har dog ikke regnet på, hvad man ville forvente i et tilsvarende år.

Højere proteinprocent

Til gengæld har alt indtil nu tydet på højere proteinprocent i kornet. I Landsforsøgene ligger det 0,9 procentpoint højere, end hvad man måtte forvente et tilsvarende år.

DLG har også konstateret højere proteinindhold. I brødhvede er der indtil nu 11,4 procent protein mod 10,4 procent sidste år. I foderhvede er der målt 10,4 procent protein i år mod 9,2 sidste år. Begge analyseresultater er målt i tørstof.

Vægtet pris2010201120122013201420152016
Vinterhvede12613417612810811099
Brødhvede147153187138115117110
Rug120130155100979092
Vinterbyg12213516512210510795
Vårbyg130150170126114113106

Kr. pr. hkg., frit læsset på bil 30. august, tilpasset efter kornbasen.dk

Faktaboks

Sådan har vi gjort

  • Høstens værdi skal her forstås som værdien af korn og raps
  • Der er taget udgangspunkt i de producerede mængder ifølge Danmarks Statistik
  • For 2016 er der taget udgangspunkt i LandbrugsAvisens høstprognose
  • De anvendte priser er tilpasset efter www.kornbasen.dk 30. august i de enkelte år
  • Tallene for 2016 er forbundet med nogen usikkerhed, da høsten ikke er endeligt opgjort.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.