Det går stille og roligt fremad med forårets såarbejde.
Det vægtede landsgennemsnit for etablering af vårbyg lander i denne uge på 20 procent af det areal, der skal tilsås. Det er mere end en fordobling i forhold til i sidste uge.
Især i det jyske går det godt fremad, dog er Nordsjælland også godt med. Det er især Østjylland, Sønderjylland og Vestjylland, der trækker denne uges barometer opad i den rette retning.
Noget mere trægt går det for sig på Bornholm, hvor vejret ikke har muliggjort, at såsættene har kunnet boltre sig i marken.
»Der har været dage, hvor tågen har ligget næsten hele dagen og med noget regn enkelte dage. Det er således de færreste marker, der er tjenlige til at så,« siger Ole Harild, planteavlskonsulent ved Bornholms Landbrug.
Gylle og såning
I det vestjyske er der godt gang i såarbejdet, og det er snart ikke kun de letteste jorder, der får lov at holde for.
»Der er stadig stor travlhed med gyllenedfældningen forud for vårsæden, men andre vælger at placere gødningen i forbindelse med såningen for så derefter at slangeudlægge gyllen efter etableringen, eventuelt med syretilsætning.
"Med en relativt stabil vejrudsigt og uden væsentligt nedbør vil såarbejdet sprede sig fra de helt lette og høje jorder til de lidt tungere mellemjorder,« forudser Per Skodborg Nielsen, planteavlskonsulent hos Sagro.
På Fyn går det også fremad med såningen.
»Der er stadigt områder, hvor forårssåningen ikke er kommet i gang endnu, mens byggen på de førstsåede marker på mildere jordtyper, er fremspiret og står pænt,« siger Michael Wang Lønbæk, planteavlskonsulent hos Centrovice på Fyn.
Relaterede artikler
Kommentarer