Sådan kommer du i gang med gradueret tildeling

30 landmænd med udstyret i orden var samlet for at komme i gang med gradueret tildeling. Største barriere er systemer, der ikke snakker sammen.

»Det danske maskinhus er det mest højteknologiske i hele verden. Men det er også det, der bruges og udnyttes mindst.«

Sådan lød det fra Jens Christian Skov Jensen, agronom hos Geoteam 3. marts, hvor LMO holdt møde for 30 landmænd med teknikken til gradueret tildeling til rådighed. Formålet var at komme i gang.

Og hjælpen er tiltrængt. For kun et fåtal af de 30 landmænd brugte deres avancerede teknik til at graduere tildeling af næringsstoffer eller kemi, viste en håndsoprækning.

»Det skal sparkes i gang nu,« lød det fra Lars-Ejler Hansen, chef for LMO Planteavl. Han planlægger at starte erfagrupper, hvor fokus er at få tildelingskort til at virke i marken og hjælpe landmænd med at få teknikken til at spille sammen.

Teknikken er klar

»I bliver ikke stinkende rige af at graduere gødning. Men det skaber værdi, og giver et merudbytte på et til tre hkg afhængig af variation i marken. Mange har allerede købt teknik - som de ikke bruger. Men det er nu, I skal i gang,« sagde Jens Elbæk, chef for Seges Planteinnovation på mødet

»Teknikken er klar. Og fagligt er vi klar til at gå i gang på flere områder. Vi har lige lanceret tildelingskort for 7.000 vinterrapsmarker her i foråret - og senere kommer vinterhvede og graduering af kemi.«

Teknik kan samarbejde

Det helt store problem er at få teknikken på traktoren til at spille sammen med redskaberne. Er begge dele Isobus kompatible, burde det kunne lade sig gøre - men der er også eksempler på det modsatte. Men ideen med Isobus er at have færre terminaler,« fortalte Henning Lyngvig, Seges.

Selvom Isobus vinder frem, har 70 pct. af det danske grej det ikke endnu, sagde Jens Christian Skov Jensen, Geoteam.

»Hvis du har grej til at graduere, men ikke kan få det til at virke - så tag et billede af din controller og send det til Geoteam. Så kan vi få dit udstyr til at spille sammen for mellem 5.000-15.000 kr., så du kan få indlæst tildelingskort og komme i gang med at bruge det i praksis til graduering på dine marker,« opfordrede han.

Har man en Bogballe gødningsspreder, er der også en anden mulighed.

»Vi har lavet en app til mobiltelefon eller tablet, så du kan styre graduering af gødning via mobilen. Appen er gratis, men det koster lidt at få udstyret, så du kan bruge den. Men så kan du også styre det hele via mobilen. Det er både smart og enkelt at køre på noget, der har fat i internettet. Selv oldgamle traktorer kan graduere ud fra tildelingskort med vores app,« fortalte Michael Lund fra Bogballe.

Faktaboks

Platforme til graduering

  • Isobus på traktor og redskaber.
  • GPS-assisted controller fra Geoteam.
  • App fra Bogballe, der via mobil/tablet styrer gødningssprederens graduerede tildeling.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.