Se kortet: Her mangler landmænd at så vårbyg

Stor variation i såtidspunkterne gør, at man i år skal være særligt opmærksom på at få ukrudtet bekæmpet rettidigt - og med en mere fleksibel løsning end tidligere.

Mange steder er såningen af vårbyg endnu ikke helt afsluttet. I de tidligst såede vårbygmarker er det dog snart tid for bekæmpelse af ukrudt.

Den store spredning i såtidspunktet gør, at vinduet for hvornår man kan lave en effektiv ukrudtssprøjtning bliver meget bredt i år.

»Den store variation i såtidspunkt vil gøre, at fleksible ukrudtsløsninger, hvor blandingen også er i stand til at bekæmpe større ukrudt, vil få større betydning end normalt,« siger Jens Lautrup, planteavlskonsulent hos LandboThy.

Han bakkes op af planteavlskonsulent Christian Hansen fra Jysk Landbrugsrådgivning, som tilføjer, at de store mængder nedbør flere steder har gjort jordoverfladen hård i de tidligt såede marker, og det har fremmet for eksempel enårig rapgræs.

FORHOLDSREGLER VED SEN SÅNING

På de arealer, hvor der endnu ikke er sået, peger flere planteavlskonsulenter på, at det er vigtigt, at justere plantetallet op, fordi buskningen er ringere. Derudover mener de, at man med fordel kan placere gødning i forbindelse med såningen for at give byggen en hurtig start.

Planteavlskonsulenterne forventer, at det sidste vårbyg bliver sået i den komende uge, bortset fra arealer der er stærkt vandlidende.

Generelt er meldingen fra konsulenterne, at håndværket i forbindelse med dyrkning af vårbyg virkelig bliver testet i år, og at det formentligt også vil kunne ses i form af en større spredning i udbytterne end normalt. De forventer også, at der i sent såede vårbyg vil være et kraftigere angreb af sygdomme i vækstsæsonen, specielt skal man være opmærksom på bygrust og meldug.

Læs mere om marken i Landbrugsavisen, der udkommer fredag 6. maj.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.