Sjællandsk landmand får pris for at pleje markvildt

Markvildtprisen, der uddeles af klubberne for de stående jagthunde samt L&F og DLF, går i år til Bjarne Hansen, Frederikssund.

For fjerde gang uddeler klubberne for de stående jagthunde (FJD) i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og DLF sin markvildtpris. Prisen er på 10.000 kr. og gives for en særlig indsats for smådyrsfaunaen i agerlandet.

I år går prisen til Bjarne Hansen, Strøbjergvej 15, Sigerslevøster, 3600 Frederikssund, der på sin ejendom Sigerslevgaard har etableret mange fristeder for alt fra sommerfugle til småfugle, agerhøns, fasaner og harer.

Ved siden af den traditionelle landbrugsdrift har Bjarne Hansen plantet hegn og remiser, der giver dyr og fugle gode skjule- og ynglesteder. Endvidere har han flere steder anlagt faunastriber, der giver de jordrugende fugle ekstra muligheder i form af gode redesteder, arealer hvor yngel kan færdes og finde den nødvendige føde de første leveuger og gode skjulemuligheder, når markerne bliver høstet i efteråret, lyder det i prisuddelernes vurdering.

Faunastriberne er varierede, så de også indeholder arealer med bar jord og arealer med kortklippet græs. Der giver balemuligheder (fuglene støvbader) og gode muligheder for at yngelen hurtigt kan blive tør efter regnskyl.

Ved siden af det er Bjarne Hansen en stor inspirator for andre, og han har flere gange arrangerer markvandringer på ejendommen, så landmænd og jægere kan se, hvordan man kan indpasse naturtiltag i landbrugsdriften.

Bjarne Hansen er også primus motor i Sigerslevvester/øster markvildtlav, som er ham stor tak skyldig for arbejdet og indsatsen i det 1200 ha store område, og han lever på alle måder op til en af FJDs mærkesager – mangfoldighed i agerlandet, lyder rosen fra prisuddelerne. 

Prisen vil blive overrakt på Sigerslevgaard onsdag d. 29. juni kl. 13.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.