Skæbnetime for glyphosat: "Vi holder vejret"

Fredag skal et appeludvalg, hvor EU's medlemslande har magten, tage stilling til, om glyphosat skal have godkendelsen fornyet.

I morgen, fredag, ventes Europa at vågne op og med spænding finde ud af, om Storbritanniens befolkning har stemt for at forlade EU.

Lidt senere på dagen finder en anden vigtig afstemning sted, i al fald for Europas landmænd. Fredag er der afstemning i et appeludvalg, der skal afgøre, hvorvidt glyphosat får fornyet sin godkendelse i EU.

"Det er frustrerende, at der er gået politik i det, men det eneste vi kan sige, er det vi hele tiden har sagt: At vi holder vejret i forhold til i morgen," siger Torben Hansen, formand for Seges, Planteavl.

Såfremt ukrudtsmidlet ikke får forlænget godkendelsen senest torsdag d. 30. juni, så bortfalder godkendelsen af aktivstoffet helt og definitivt. De seneste uger har manges øjne været rettet mod Tyskland, fordi en stor klump lande stemmer sammen med det store land i midten. Det er uenighed blandt globale organisationer om giftigheden af glyphosat, der har fået nogle lande til at tøve med at forny aktivstoffets godkendelse, selvom EU-Kommissionens fageksperter anbefaler at give stoffet det grønne stempel.

Lige nu håber europæiske landbrugsorganisationer, heriblandt L&F, at EU-Kommissionen kan lande et kompromis, hvor glyphosat godkendes for halvandet år, nok under visse betingelser, indtil det europæiske fødevareagentur EFSA kommer med en større analyse af giftigheden af aktivstoffet.

Et andet scenarie er, at medlemslandene, der sidder i udvalget, helt undlader at stemme. I så fald er det op til EU-Kommissionen at beslutte, om glyphosat-godkendelsen skal fornys.

Dyrt at undvære glyphosat

Der er meget på spil for landbruget, understreger Torben Hansen. Tabet er, har Landbrug & Fødevarer tidligere estimeret, 300 kr. pr. hektar. Det giver et tab på samlet set 800 millioner kroner for dansk landbrug. Tabet er blandt andet udbyttetab, blandt andet på grund af græsukrudt og ved frøproduktionen. Derudover har mange investeret maskiner i reduceret jordbearbejdning, hvor den pløjefri landbrugsdrift som regel har brug for sprøjten som alternativ til ploven. Også ændrede sædeskifter kan medføre indtægtstab.

"Jeg tror reelt, at tabet på den længere bane bliver større og får sat den europæiske planteproduktion voldsomt tilbage. Vi er i utrolig hård konkurrence med omkringliggende lande. Det er frustrerende, for der er intet fagligt i det," siger Torben Hansen.

Han erklærer stor tilfredshed over, at den danske Miljøstyrelsen og regeringen har kæmpet for en fornyelse af glyphosat.

Som led i en fornyelse af glyphosats godkendelse - som L&F håber kommer fredag - ventes EU-Kommissionen at lægge op til visse restriktioner for glyphosat. Hjælpestoffet POE-tallowamine ventes at blive forbudt, hvilket rammer fem procent af de danske glyphosatbaserede produkter, heriblandt gamle roundup-blandinger. L&F forventer ikke, at dette forbud skader dansk landbrug.

Men herudover ventes EU-Kommissionen at anefale, at de enkelte medlemslande skal arbejde på at få begrænset brugen af glyphosat til nedvisning før høst. Derudover ventes EU at anbefale de enkelte lande at indskrænke brugen af glyphosat i haver og parker. Disse betingelser for godkendelsen af glyphosat ventes at blive indført på et nyt møde i starten af næste uge.

At de enkelte medlemslande skal i gang med at forholde sig til aktivstoffer, huer ikke Torben Hansen.

"Jeg håber oprigtigt, at man i Europa holder så meget sammen på det som overhovedet muligt, så der ikke går national politik i det," siger Torben Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.