Skyer holder foråret i skak i grå uge

Det bliver en grå uge med enkelte solstrejf til de heldige. Sønderjyderne har kurs mod årets varmerekord. Lidt op ad dagen vil solen muligvis få lov at kigge ned gennem skyerne i de nordlige og østlige dele af landet.

Efter en flot weekend især i den østlige del, står landet mandag morgen op til et skydække, der har lagt sig over hele landet.

Det forklarer vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorlogiske Institut Mette Wagner.

"Det eneste sted, jeg kan se et hul i skydækket på mit kort, er ved Hammerodde på Bornholm, så når solen står op, så er der skyer over hele landet," siger hun.

"Det vil dagen igennem være en kamp mellem skyer, tåge, og så vil der være mulighed for nogle enkelte solstrejf – dog nok ikke lige hos sønderjyderne og vestjyderne," siger Mette Wagner.

Selv om sønderjyderne mandag ser ud til at trække sorteper, så lover Mette Wagner, at der er grund til at se lyst på ugens videre prognose for netop sønderjyderne.

"Jeg vil love, at det bliver sønderjyderne, der bliver mest glade i løbet af ugen," siger Mette Wagner.

Først skal tirsdagen og onsdagen dog lige overstås, og det bliver med vejr stort set svarende til mandagsvejret.

Igen bliver det med et udbredt skydække over store dele af landet suppleret med lige dele tåge og enkelte solstrejf.

"Hvem der får solen at se i løbet af ugen er umuligt at sige på nuværende tidspunkt, men temperaturerne vil holde sig på mellem 8 og 13 grader," siger Mette Wagner.

Natten til onsdag vil et frontsystem bevæge sig ind over landet og give mere ustabilt vejr. Det betyder mere regn til den sydlige del af landet.

Det ustadige vejr fortsætter mod ugens slutning. Sønderjyderne kan dog glæde sig over, at temperaturerne ser ud til at slå en foreløbig varmerekord i løbet af fredagen.

"Fredagen starter skyet med noget regn, men så ser det altså ud som om, at sønderjyderne kan få helt op til 18 graders varme," siger Mette Wagner, der dog opfordrer til, at man venter med at lægge spumanten på køl til en fredag på terrassen.

"Nu må vi se, om den lune luft vil generere noget sol, eller om det vil skabe skyer og dis," siger Mette Wagner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.