Små marginaler afgjorde Hvedekamp 2016

Der var hjemmebanesejr til Asmus Fromm-Christiansen i Hvedekamp 2016, hvor ni deltagere gennem vækstsæsonen har kæmpet om at præstere det bedste dækningsbidrag i vinterhvede.

Halvanden ton hvede pr. hektar og en forskel på cirka 1.100 kr. i dækningsbidrag pr. hektar. Det var, hvad der skilte top og bund i Hvedekamp 2016 på Ultanggaard ved Haderslev.

Konkurrencen blev skudt i gang sidste efterår, da deltagerne valgte sort og udsædsmængde, og i løbet af vækstsæsonen har de frit kunnet disponere gødning, sprøjtning mod svampesygdomme, vækstregulering og tildeling af mikronæringsstoffer.

Det højeste udbytte blev høstet i en parcel, der blev dyrket efter den strategi, som den engelske indehaver af verdensrekorden for vinterhvede praktiserer på sit landbrug. Med fire sprøjtninger mod svampesygdomme og tildeling af 300 kg kvælstof pr. hektar opnåede han et udbytte på 12.1 ton pr. hektar og et dækningsbidrag på 9.128 kr. pr. hektar. Det rakte til en andenplads i konkurrencen.

Det var dog ikke nok til at slå Asmus Fromm-Christiansen, som med fire svampesprøjtninger og tildeling af 225 kg kvælstof pr. hektar høstede 11.7 ton pr. hektar. Det gav et dækningsbidrag på 9.308 kr. pr. hektar.

Skuffende udbytter

Ligesom mange landmænd i år har oplevet at høste 10-20 hkg hvede mindre pr. hektar, end de plejer, så var udbytterne i Hvedekampen 2016 også lavere end i tidligere år.

»På Hvededagen midt i juni, så hveden i forsøgene på Ultanggaard rigtig godt ud. Men tørke i forsommeren og for få solskinstimer under kerneindlejringen har kostet udbytte,« siger Peter Karlsen, planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening.

Han tilføjer, at de traditionen tro havde en Monsterparcel, som fik max gas på alle parametre. Som noget nyt blev Monsterparcellen drypvandet i år.

»Det er svært at sige, hvor stor betydning de tre gange 30 mm drypvanding har betydet i monsterparcellen. Men facit blev, at Monsterhveden på trods af otte svampesprøjtninger og 400 kg kvælstof pr. hektar kun gav 0,5-2,0 hkg mere pr. hektar end hveden i de ni deltagere i Hvedekampens parceller,« siger Peter Karlsen.

En stor del af forklaringen på dette, mener han, skyldes vækstsæsonen, hvor hvedeplanterne har haft et mindre rodnet end sædvanligt, og hvor der har været for få solskinstimer under kerneindlejringen.

Faktaboks

Deltagere Hvedekamp

  • Lokale planteavlskonsulenter, Asmus Fromm-Christiansen - senior, DLG, Kalsbøl Gods, Asmus Fromm-Christiansen - junior, Brian Sørensen, Seges, lokal ERFA-gruppe, strategi engelsk verdensrekordindehaver.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.