Stærekasser hjalp mod stankelbensangreb

Lone Andersen satte stærekasser op for at holde stankelbenslaverne væk fra kornet.

For Lone Andersen og hendes mand opstod der problemer, da de i 2009 lagde om til økolog.

Dengang var der bekæmpelsesmidler som konventionelle, husker hun, men da de lagde om, fik de angreb af stankelben i kornet.

"Vi tænkte 'åh nej', men så var der nogle andre økologer, der sagde, at vi bare skulle sætte stærekasser op," beretter Lone Andersen.

De satte 10 stærekasser op ved de 60-70 hektar, de har omkring malkegården i Vestjylland, hvor de har omkring 200 kreaturer, inklusiv opdræt. Det har virket.

"Det er så lidt, vi har af angreb af stankelbenslarver derhjemme. Vi kan godt få lidt på noget jord lidt længere væk fra gården. Der er en mark med 30 hektar, og der overvejer vi at få læhegn gennem marken og sætte stærekasser op. Under alle omstændigheder skal vi have sat stærekasser op deroppe," siger hun, der forventer at sætte 5-10 kasser op.

Hun beretter, at de omkring gården både har afgræsning samt forskelligt helsæd og byg. Angreb af stankelbenslarver er minimalt.

"Det er altid godt, når man kan bruge naturlige bekæmpelsesmidler. Hvis man kan lokke dem til at bo der, så er det også meget hyggeligt at have stære rundt omkring," mener Lone Andersen.

Når stærene er glade for at bo i kasserne, skyldes det, at gamle træer, der er velegnede som naturligt bosted, ofte fældes og laves til flis.

Hos hende flyttede stærene ind i løbet af kort tid, og der er altid fyldt op. Hun medgiver dog, at hun ikke ved, om det vil ske på alle bedrifter.

"Jeg tror, de har nemmere ved at slå sig ned på en gård, hvor der er udegående dyr. Så vil der være flere insekter, så der er føde til dem," siger hun.

Har du erfaring med effektiv bekæmpelse af stankelbenslarver? Del gerne din erfaring i kommentarfeltet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.