Større behov for at vækstregulere raps i år

Vækstregulering af kraftigt udviklede rapsmarker kan være aktuelt i år - i marts.

Mange vinterrapsmarker står meget kraftige efter en mild vinter og en god etablering i efteråret. Risikoen for lejesæd er derfor større i år end normalt, vurderer Marian D. Thorsted fra Seges.

»Normalt anbefaler vi kun vækstregulering i rapsmarker, hvor der erfaringsvis er meget kraftig vækst. Men tidlig såning, mildt efterår og vinter, højt plantetal og stor N-tilgængelighed i det tidlige forår øger risikoen for lejesæd. Så derfor er risikoen for lejesæd i år højere end normalt,« siger hun.

Kun Caryx er godkendt

Kun Caryx er godkendt til vækstregulering af vinterraps i foråret. Længdevæksten reduceres med 8-10 cm, så risiko for lejesæd reduceres - der er dog ingen garanti for at undgå det.

»Caryx skal bruges ved begyndende strækningsvækst, typisk i marts, med 0,5-0,7 l/ha,« siger Marian Thorsted.

BASF anbefaler behandling, når rapsen er 20-30 cm høj og i god vækst. Let nattefrost i en stabil vækstperiode er OK.

Caryx må bruges efterår og forår med op til 2x0,7 l/ha (kun forår: op til 1,4 l/ha). Indholdet i 0,7 l Caryx svarer til 0,23 l Juventus + mepiquat-chlorid (indgår også i Terpal).

Er der behov for både vækstregulering og for at bekæmpe lys bladplet kan iblandes et svampemiddel. Det øger også vækstreguleringen lidt, så dosis af Caryx kan sættes lidt ned.

Nettomerudbytter

Ifølge BASF hæmmer Caryx hovedskuddet og stimulerer dannelsen af sideskud forår, så man får et tykkere skulpelag.

»Caryx har været med i 21 landsforsøg i 2013-2016 (forår). Der var kun sikre nettomerudbytter i tre forsøg,« fortæller Marian D. Thorsted.

Faktaboks

Tendens til lejesæd

  • Lav: Wembley 
  • Middel: Alabama, Hasting, Mantara, Quartz, SY Alhambra, SY Carlo, DK Exalte, DK Exception 
  • Høj: DK Explicit, DK Exentiel

Kilde:Relativt begrænsede data.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.