Torben Hansen er glad: Eksperter frikender glyphosat

Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer, er glad for, at EU-agentur har frikendt glyphosat.

Aktivstoffet glyphosat bør hverken betegnes som kræftfremkaldende eller skadelig for reproduktion. Sådan lyder dommen fra EU's kemikalieagentur, ECHA.

I juli sidste år blev brugen af glyphosat forlænget 18 måneder for at give at give EU’s kemikalieagentur, ECHA, kan komme med sin egen ekspertvurdering - som altså nu er kommet.

Landbrug & Fødevarer glæder sig over frifindelsen. De vurderer, at EU formentlig senere på året vil godkende stoffet til fortsat brug hos EU's landmænd.

Det er godt nyt for miljøet og landmændenes økonomi, melder L&F. Stoffet er nemlig både meget effektivt og med en lav miljørisiko, siger Torben Hansen, der er formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer.

"Vi er meget glade for, at ECHA nu har frikendt glyphosat for at kunne være årsag til kræft. Det er et af de allervigtigste stoffer for de danske landmænd i markarbejdet. Vi har meget brug for glyphosat til at bekæmpe ukrudt, som ellers kan være svær at fjerne, for eksempel kvikgræs," siger Torben Hansen.
 
Uden glyphosat vil det også være meget svært at mindske udvaskningen af kvælstof med efterafgrøder og vintergrønne marker, da landmanden ellers skal ud at harve flere gange om efteråret. Samtidigt vil det også blive vanskeligt at dyrke med reduceret jordbearbejdning, siger han.

"Det vil blive meget dyrt både miljømæssigt og økonomisk for landmændene, hvis glyphosat ikke længere kan bruges på de danske marker. Jeg kan så blot håbe, at ECHA’s vurdering vil blive taget til efterretning, når den endelige afgørelse skal træffes i EU," siger Torben Hansen.

Glyphosat har været omstridt, siden Verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræftforskningsenhed, IARC, forrige år betegnede stoffet som sandsynligvis kræftfremkaldende.

EU’s egen fødevaresikkerhedsinstans, EFSA, har tidligere konkluderet modsat og frikendt glyphosat. Nu bakker kemikalieagenturet op.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.